Betjentenes formand om politiskole i Fredericia: ”Ærgerligt”
De kommende års politiskoleelever går glip af gode undervisningsfaciliteter, lyder det.
De kommende politiskoleelever får dårligere rammer at uddanne sig i.
Det er meldingen fra Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, efter regeringen, DF og S onsdag eftermiddag offentliggjorde, at den midlertidige politiskole bliver placeret på Ryes Kaserne i Fredericia.
”Det er ærgerligt, at man ikke lyttede til Rigspolitiet og Politiforbundet, som mente noget andet. Det havde givet mere praktisk mening, at man lagde den midlertidige skole tæt på Brøndby,” siger han.
”Det handler om at kunne udnytte lokalerne i Brøndby, indtil den permanent nye politiskole i Vejle står klar. Der er gerningsstedslokaler, indtrængningslokaler, fysisk træning, skydetræning, DNA-undervisning, it-undervisning og fingeraftryksundervisning. Det har man i Brøndby, og det kan bruges,” siger Oxfeldt, der så sent som tirsdag foreslog at ligge en midlertidig politiskole i Jonstruplejren blot 20 km. nord for politiskolen i Brøndby.
”Det ville for mig give mening, for så kunne man køre til Brøndby, få en times undervisning eller to, og så køre retur,” siger Claus Oxfeldt.
Også for undervisernes skyld havde han gerne set den midlertidige skole på Sjælland – med en placering i Fredericia er der grund til at tro, at de ansatte kommer til at tilbringe mange timer på vejene imellem Fredericia og Brøndby, mener han.
Samtidig med at han ærgrer sig over placeringen i Fredericia, glæder han sig dog over, at der kommer en midlertidig politiskole – for det er i hans optik helt afgørende for, at der kan uddannes et stigende antal betjente de kommende år.
”Så vi må videre. Det er fint, at man har truffet en beslutning, og at den ikke er blevet så langvarig, som den blev sidste gang,” siger han med henvisning til, at det tog mere end et år at placerede den kommende permanente vestdanske politiskole i Vejle.
Og at den midlertidige skole skal ligge på en kaserne er også positivt, mener politiformanden.
”Hvis vi tager sikkerhedskortet, giver det god mening, at man vælger en kaserne,” lyder det fra Oxfeldt.