Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Disse personer kan få seniorjob

Over 4000 danskere var i december 2016 ansat i et seniorjob. Nu vil kommunerne afskaffe jobordningen.

/ritzau/

Landets 98 kommuner vil skrotte seniorjobordningen, der betyder, at ledige ældre kan gøre krav på et job i kommunen.

Herunder kan du læse mere om betingelserne i ordningen:

  • For at få et seniorjob er det en betingelse, at du er tilmeldt efterlønsordningen, og at du vil opfylde anciennitetskravet for efterløn, når du når efterlønsalderen. Du skal fortsætte med at betale efterlønsbidrag.
  • Du skal også have opbrugt retten til midlertidig arbejdsmarkedsydelse og være medlem af en a-kasse.
  • Hvis din dagpengeret udløber, mindre end fem år før du har ret til efterløn, har du ret til et seniorjob i din kommune.
  • Kommunen har pligt til at ansætte dig i et seniorjob senest to måneder efter den dato, hvor du ansøger om seniorjobbet. Det kan dog tidligst ske ved udløbet af dagpengeperioden.
  • I et seniorjob gælder de overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår for det pågældende arbejde eller de vilkår, der sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.
  • Du har ikke krav på at blive ansat inden for et bestemt område.
  • Seniorjob er støttet arbejde og kan derfor ikke berettige til en ny dagpengeret.
  • Kommunen får et tilskud fra staten til at dække udgifter i forbindelse med ordningen.

Kilder: Beskæftigelsesministeriet, min-a-kasse.dk, ak-samvirke.dk