Tidligere udenrigsministre: Danmark var ikke godt nok forberedt på Donald Trump
Fem tidligere udenrigsministre kalder det overraskende, at Trump faktisk vil gøre det, som han lovede i valgkampen.
Efter godt en uge med Donald Trump som præsident står det klart, at han agter at gennemføre det, som han sagde i valgkampen. Det var Danmark ikke forberedt på, siger fem tidligere udenrigsministre.
»Vi havde ikke set det komme. Først blev han afskrevet som en vittighed, og dernæst troede vi, at han ville ændre tone, når først han var valgt. Men det er jo om muligt blevet endnu værre. Så vi må begynde at indstille os på en ny verdensorden, som vil stille meget større krav til europæisk samarbejde,« mener Uffe Ellemann-Jensen (V).
Det er jo om muligt blevet endnu værre. Så vi må begynde at indstille os på en ny verdensorden.
Mogens Lykketoft (S) supplerer:
»Vi havde håbet på en gang løftebrud og var ikke forberedt på et så dramatisk kursskifte,« fastslår Mogens Lykketoft.
Han mener, at »Europa skal revurdere forholdet til USA«, hvis Trumps linje fortsætter.
»Men problemet er, at vi ikke ved, hvad der overtrumfer hvad,« siger han, med henvisning til at nogle af Trumps ministre er kommet med andre meldinger end præsidenten.
Allerede i sin tiltrædelsestale advarede Donald Trump verdens hovedstæder om, at hans ledetråd for alle beslutninger ville være, hvad der bedst gavner USA. Siden er det gået slag i slag med at udstede dekreter og at trække sig ud af frihandelsaftaler. Den stil er fejret blandt Europas nationalister, som taler om »en ny begyndelse«.
Til gengæld hersker rådvildheden i Europas hovedstæder, hvor diplomatiet ikke var forberedt på Trump. For et land som Danmark, der er afhængig af USA og internationalt samarbejde, kan Trumps præsidentskab betyde store omvæltninger.
Også Holger K. Nielsen (SF) mener, at Danmark blev taget på sengen:
»Vi har ikke været forberedt på ret meget. Vi har ikke taget ham alvorligt, men har sagt, lad os vente og se,« siger Holger K. Nielsen.
Per Stig Møller (K) siger, at »man har ikke været uforberedt, men man har bare håbet, at han ikke ville gøre, hvad han sagde«.
»Alle forsøger at finde ud af, hvad der sker,« siger Per Stig Møller, som forudser, at EU-landene kommer til at stå mere sammen omkring det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde.
Den femte forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger, at ingen havde forestillet sig en præsident, som får USA til at lukke sig om sig selv.
»Det ser i foruroligende grad ud til, at han lever op til sine valgløfter. Vi kunne måske godt være mere forberedte, men det kom bag på alle, at han kunne vælges,« mener Martin Lidegaard.
Han har endnu ikke helt opgivet håbet om, at der kan ske ændringer:
»Endnu har vi til gode at se, hvordan det republikanske parti vil reagere,« siger han.
Udenrigsministeriet holdt fredag en konference om fremtidens diplomati. Flere indlæg hæftede sig ved, at med Trump som præsident og Storbritannien på vej ud af EU bliver der mere end nogen sinde brug for solidt, klassisk diplomati, og at det bør prioriteres højere end at digitalisere diplomatiet. Uffe Ellemann-Jensens sarkastiske kommentar til planerne om at udnævne en digital ambassadør lyder, om han så skal akkrediteres i det virutelle univers ”second life”:
»Så kunne man jo nøjes med en avatar,« foreslår han.
Mogens Lykketoft siger, at han godt kan forstå, hvis Danmarks nuværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil sætte sit eget fingeraftryk på Udenrigsministeriet:
»Man kan forstå hans behov for at komme med noget nyt. Han er jo bundet. Men det her er nok ikke det vigtigste. Der er mange andre ting,« siger Mogens Lykketoft.