Aleqa Hammond forsvarer aftale med Venstre
Den grønlandske løsgænger Aleqa Hammond vil have indflydelse på Grønland, ikke i dansk politik, siger hun.
Den grønlandske politiker og løsgænger Aleqa Hammond forsvarer sin aftale med Venstre. Med aftalen bliver hun formand for Grønlandsudvalget og freder trekløver-regeringen i kabinetsspørgsmål.
- Jeg har indgået aftale med Venstre. Det er jo en politisk aftale. Det betyder, at jeg skifter min næstformandspost med formandsposten, skriver hun i en sms til Ritzau.
Aleqa Hammond er blevet ekskluderet fra det røde valgforbund med Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet.
- Min ret til at stemme, som jeg vil, forbliver uændret. Min opgave er at få størst mulig indflydelse i sager om Grønland og ikke vælte regeringer, siger Aleqa Hammond.
- Det overlader jeg fuldt ud til danske partier om at gøre, hvis det er det, de vil.
I et kabinetsspørgsmål har regeringen meddelt, at den træder tilbage eller udskriver valg, hvis den kommer i mindretal.
Aleqa Hammond blev i august i år smidt ud af sit parti Siumut efter forkert brug af Folketingets kreditkort. Men hun fik lov at fortsætte i det røde valgforbund og blive næstformand i Grønlandsudvalget.
Derfor vækker hendes aftale med Venstre undren.
- I stedet for at kæmpe for socialdemokratiske værdier i respekt for de grønlandske vælgere, der har vist hende tillid, har Aleqa Hammond nu valgt at sælge sit mandat til Venstre, så hun kan få formandsposten for Grønlandsudvalget, skriver Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.
Bag den står Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen og grønlandsordfører Karin Gaardsted (S).
Som formand for Siumut indgik Aleqa Hammond en samarbejdsaftale med Socialdemokratiet.
- I stedet for at sidde som næstformand i udvalget og have Socialdemokratiets og den røde bloks støtte i sit arbejde for Grønland har Aleqa Hammond solgt ud af sine værdier, skriver Sass og Gaardsted.
/ritzau/