Her er det nye ministerhold
Regeringens nye hold er klar: Venstre får 13 ministre, Liberal Alliance seks og De Konservative tre.
Den nye borgerlige VLAK-regering er nu officielt på plads, og der bliver som ventet byttet grundigt rundt på en række ministerposter. Nogle får helt nye ressortområder, andre får lidt mindre, og nogle ryger helt ud for at give plads til de mange nye navne.
Liberal Alliances leder Anders Samuelsen bliver ny udenrigsminister, og Venstre næstformand Kristian Jensen overtager i stedet Claus Hjort Frederiksens centrale finansministerium. Samuelsen skal dog dele Udenrigsministeriet med Ulla Tørnæs, som skifter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til Ministeriet for udviklingssamarbejde, som bliver udskilt fra Udenrigsministeriet.
Venstre-veteranen Claus Hjort rykker over i Forsvarsministeriet.
Den Konservative partiformand Søren Pape Poulsen overtager ministerposten for lov- og orden og skubber dermed Søren Pind (V) ud af Justitsministeriet. Den selvudråbte »sheriff« Pind skal fremover tjene regeringen som uddannelses- og forskningsminister og har omgående givet sig selv titlen som »fremtidsminister«.
Der er også blevet plads til at hive en enkelt overraskelse ind udefra. Liberal Alliances tidligere folketingsmedlem og plejehjemsleder Thyra Frank gør nemlig comeback i politik som ny ældreminister. Respekt og værdig bliver hendes pejlemærker, siger hun på vej til Amalienborg.
»Man skal kunne se frem til sin alderdom og vide, at man bliver hjulpet, hvis man har brug for hjælp.«
»Vi fødes om originaler – vi skal ikke dø som kopier,« sagde Thyra Frank.
Der er blevet plads til ni kvinder ud af de i alt 22 ministre i »Lars Løkke Rasmussen III«-regeringen.
Hele ministerlisten ser således ud – du kan læse små portrætter af ministrene ved at klikke på de navne, som er grønne:
1) Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
2) Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)
3) Justitsminister Søren Pape Poulsen (K)
4) Finansminister Kristian Jensen (V)
5) Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V)
6) Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K)
7) Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA)
8) Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V)
9) Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
10) Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
11) Minister for ligestilling og minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann (V)
12) Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V)
13) Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
14) Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
15) Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V)
16) Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
17) Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen
18) Børne- og socialminister Mai Mercado (K)
19) Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
20) Kulturminister og kirkeminister Mette Bock (LA)
21) Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
22) Ældreminister Thyra Frank (LA)
Regeringsudvidelsen betyder et farvel til fire nuværende Venstre-ministre.
Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) træder ud af regeringen efter at have tjent som minister i længere tid end nogen anden dansk politiker siden parlamentarismen blev indført i 1901. I alt 7.906 dage som minister er det blevet til for den 72-årige Haarder. Eller knap 22 år.
Nuværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) må også sige farvel til ministerposten og vender i stedet tilbage til Venstres folketingsgruppe.
Derudover er nuværende forsvarsminister Peter Christensen (V) – som blev hentet ind på Løkkes ministerhold, selvom han røg ud af Folketinget ved seneste valg – færdig i landspolitik for anden gang på under to år.
Det fjerde ministerfarvel er og til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), som blev hentet ind i regeringen i 2015 kort tid efter, at han var stoppet som direktør for Dansk Arbejdsgiverforening.
Det er statsminister Lars Løkke Rasmussens tredje regering, og den præsenteres for dronningen klokken 10.30 på Amalienborg. Derefter er der overdragelser i de mange ministerier dagen igennem.
»Trist at skulle tage afsked med nogle fantastiske V-ministre, som dedikeret har løst deres opgaver.«
»Men det er uomgængeligt i en situation, hvor vi nu danner en ny trekløverregering,« skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook.
Liberal Alliance og De Konservative ind i regeringen, som nu består af ni kvinder og 13 mænd.
Regeringen har dog kun 53 mandater og får derfor Dansk Folkeparti som støtteparti, hvilket betyder, at statsministeren har 90 mandater bag sig. Dermed skal den nye regering søge opbakning fra sag til sag.
»Jeg glæder mig til arbejde sammen med hele det nye ministerhold og de tre folketingsgrupper, der skal omsætte grundlaget til praktisk politik i samarbejde med DF og - forhåbentligt - Folketingets øvrige partier.«
»Satser på et bredt samarbejde til gavn for Danmark,« skriver Lars Løkke Rasmussen.