Fortsæt til indhold
Politik

Økonomer: Lars Løkkes garanti til nuværende boligejere holder ikke

Flere nuværende boligejere skal betale mere i boligskat på sigt end under de gældende regler. »Ret og rimeligt«, mener skatteministeren.

Adskillige boligejere og særligt ejere af ejerlejligheder vil efter 2021 skulle betale mere i boligskatter, end hvis de nuværende skatteregler fortsatte uændrede.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udstak ellers tirsdag fra Folketingets talerstol en direkte garanti til folk, der sidder i deres bolig i dag:

»Ingen nuværende boligejere vil komme til at betale mere end med de nuværende skatteregler,« lød det fra Løkke Rasmussen.

Men den garanti holder ikke, lyder det fra økonomer.

»Der vil helt sikkert være eksisterende boligejere, der efter 2021 vil betale mere, end de ville skulle under det gamle system. Det er der ingen tvivl om,« siger cheføkonom i Dansk Bank, Las Olsen.

Samme konklusion når økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen:

»Hvis boligpriserne stiger efter 2021, holder den garanti til nuværende boligejere på ingen måder for alle.«

Forklaringen er, at f.eks. ejere af ejerlejligheder i dag ikke oplever den samme stigende grundskyld som mange husejere, samt at deres ejendomsværdiskat i dag ligger fast i kroner og øre.

Efter 2021 vil de som alle andre opleve, at deres boligskatter vil stige én til én med boligens værdi.

»Når man laver et nyt system, hvor staten får nogenlunde det samme ind i boligskatter, vil der være boligejere, der havde været bedre tjent med det gamle system,« siger Las Olsen.

Fra De Radikales politiske leder lyder det:

»Der er ikke en klar sammenhæng mellem det, statsministeren sagde om sit såkaldte forbedrede skattestop i tirsdags, og så det udspil, regeringen kom med i går,« siger Morten Østergaard.

Skatteminister Karsten Lauritzen anerkender, at »enkelte« bliver tabere med de nye regler:

»Det vil kun ske, hvis der er en væsentlig værdistigning, og jeg synes, det er rimeligt og retfærdigt,« siger han.