Her er 12 punkter, som Løkke næppe kan komme udenom i sin tale
Vi ved ikke, hvad statsministeren vil sige. Men vi ved, hvad han næppe kan komme udenom.
Når statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag åbner Folketinget, vil det ske med en traditionsrig tale, hvor meget ligger fast på forhånd, og hvor det er almindeligt genbruge forgængernes emner og retoriske kneb.
Det viser en gennemgang af åbningstaler fra de seneste 15 år afholdt af skiftende statsministre i hvert fald.
Her følger 12 punkter, som Løkke næppe kan komme uden om i dag.
________________________________________
1. Fortæl, at Danmark er verdens bedste lande. Alternativt et af de bedste.
- »Danmark er et dejligt land. Et af de bedste i verden. Det kan vi danskere hurtigt blive enige om«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »Danmark er stadig et af verdens rigeste lande«.
Helle Thorning-Schmidt, 2011
- »Danmark er et fantastisk land. Et af de bedste steder i verden«.
Lars Løkke Rasmussen, 2010
- »Danmark er blevet kåret til det land, som har verdens bedste investeringsklima«.
Anders Fogh Rasmussen, 2005
________________________________________
2. Erkend, at det gode, som regeringen har gjort, stadig kan blive bedre - f.eks. ved at opstille nye, høje ambitioner. Verden eller danmarkshistorien er også her en god målestok.
- »Vi skal også være ærlige om, at vi ikke har løst alle problemer. Der er ting, vi kan gøre bedre. Der er ting, vi skal gøre bedre. Selv i et af verdens bedste lande«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »Mange af de dygtigste elever bliver ikke udfordret nok. Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Mit mål er, at vores børn skal være den dygtigste generation i danmarkshistorien«.
Helle Thorning-Schmidt, 2012
- »Vi betaler verdens højeste skat. Så har vi også krav på sygehuse i verdensklasse«.
Anders Fogh Rasmussen, 2008
________________________________________
3. Meddel, at regeringen har styr på dansk økonomi.
- »Som ny regering er det vores opgave at få Danmark på sikker kurs igen«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »Før skred budgetterne år efter år. Nu sørger vi for, at pengene passer«.
Helle Thorning-Schmidt, 2012
- »Vi har lagt det værste bag os. Vi har klaret krisen bedre end frygtet«.
Lars Løkke Rasmussen, 2010
- »I det hele taget er der brug for en solid og stabil økonomisk politik for at ride stormen af. Dansk økonomi er sund og stærk«.
Anders Fogh Rasmussen, 2008
________________________________________
4. Vær konkret - enten ved at fremmane imaginære personer som 13-årige Emil i 7. klasse eller ved at fremhæve besøg ude i virkeligheden.
- »I sidste måned talte jeg med Olaf Sørensen på 83 år. Han blev hofteopereret i maj og lå på intensiv i 40 dage på grund af komplikationer. Det svækker et menneske«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »I august besøgte jeg regionshospitalet i Silkeborg. De har oprettet et nyt center, hvor de samler diagnostik fra alle speciale. Et eksempel til efterfølgelse for sygehuse i resten af landet«.
Helle Thorning-Schmidt, 2012
- »Da jeg besøgte Tåstrupgård i august, slog det mig, at der i et boligområde på størrelse med den by, jeg selv bor i, ikke er én eneste butik«.
Lars Løkke Rasmussen, 2010
________________________________________
5. Sig, at velfærden er vigtig. Nævn de offentligt ansatte. SOSU-assistenter, lærere eller sygeplejersker plejer at være et hit. Husk også lønmodtagerne i det private erhvervsliv. Fortæl, hvor meget regeringen går op i at skabe arbejdspladser.
- »Jeg stræber efter et Danmark, hvor vi belønner dem, der går på arbejde og yder deres del. Og hvor virksomhederne har frihed til at skabe fremgang og job«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »Det er malere, vvs’ere, ingeniører og mange andre, der er i arbejde som en direkte følge af regeringens beslutninger«.
Helle Thorning-Schmidt, 2012
- »Der er sket fremskridt på sundhedsområdet. Ikke mindst takket være sosu-hjælperes, sygeplejerskers og lægers fantastiske arbejde«.
Helle Thorning-Schmidt, 2011
- »Hvem skal skabe den vækst? Det skal de mange flittige og dygtige danskere, der arbejder i de private virksomheder og tjener penge og valuta til landet […] Danmarks læger, sygeplejersker og sosu-assistenter har bragt os langt gennem fælles indsats. I gør det godt!«
Lars Løkke Rasmussen, 2010
- »Sygeplejersker, pædagoger, social-og sundhedsassistenter, folkeskolelærere og mange andre gør hver dag et stort, kvalificeret og engageret arbejde«.
Anders Fogh Rasmussen, 2007.
________________________________________
6. Nævn, at der er ”fri og lige adgang” til det unikke sundhedssystem i Danmark, hvor kræftpatienterne er topprioritet. Udtryk også bekymring for samfundets svageste – især de udsatte børn.
- »Jeg synes også, det er på tide, at vi får et stærkere fokus på de unge, der falder helt igennem«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »De, der har allermest brug for vores omsorg, er de børn, der er blevet svigtet og misbrugt«.
Helle Thorning-Schmidt, 2012
- »Regeringen vil iværksætte en bred indsats for at bekæmpe den nye ulighed. Vi vil styrke indsatsen for de mest udsatte børn og voksne yderligere«.
Anders Fogh Rasmussen, 2007
________________________________________
7. Påpeg regeringens hårde kurs mod kriminelle. Kom eventuelt ind på udlændingepolitikken før, under eller efter dette afsnit - ligesom Thorning gjorde i 2012 og Løkke i 2010. Brug gerne bogstavrim.
- »Regeringen fører en stram udlændingepolitik«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »I Danmark skal vi have en robust og retfærdig udlændingepolitik«.
Helle Thorning-Schmidt, 2011
- »Alt det har vi opnået ikke på trods af, men på grund af regeringens faste og fair udlændingepolitik«.
Lars Løkke Rasmussen, 2009
- »Vi har siden 2001 ført en klar og konsekvent retspolitik«.
Anders Fogh Rasmussen, 2008
________________________________________
8. Kritik af politiske modstandere sker i lavt toneleje. Ingen bidske angreb. Det er højtideligheden omkring Folketingets åbning ikke til. Benyt store tal til at illustrere pointer.
- »Uden dagpengereformen og de andre reformer, vi gennemførte eller tog initiativ til, sidst vi var i regering, ville de offentlige kasser mangle 47 milliarder kroner om året«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »Vi trækker 275.000 danskere ud af topskatten. Alt sammen betyder det, at der i år vil være mere end 10.000 danskere i arbejde, som ellers ville have været uden arbejde. Næste år er det 21.000«.
Helle Thorning-Schmidt, 2012
- »Der har nu været skattestop i 1.043 dage. Ja, vi er endda gået videre. I år har vi givet skattelettelser for næsten 10 mia. kr.«.
Anders Fogh Rasmussen, 2004
________________________________________
9. Efter et afsnit om regeringens kolossale klimaambitioner er det ofte tid til at snakke udenrigspolitik. Fremhæv her, hvor stort et ansvar Danmark tager ude i verden, og husk at takke de udsendte soldater.
- »Vi ser ikke passivt til, når ISIL brutalt forgriber sig på lokalbefolkningen og fører terrorkrig mod os. De danske piloter, mekanikere og det øvrige personale har løst deres opgave fremragende«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »I har valgt hjemmets tryghed fra for at kæmpe for Danmarks sikkerhed og for frihed i verden. Vi skylder jer stor tak«.
Lars Løkke Rasmussen, 2010
- »Jeg vil gerne rette en varm tak til de danske soldater, politifolk og andre, som er med til at forsvare frihed, demokrati og menneskerettigheder rundt om i verden«.
Anders Fogh Rasmussen, 2003
________________________________________
10. Slå fast, at Danmark skal spille en central rolle i Europa. Læg derfor op til opgør med EU-forbeholdene – eller indføj, hvorfor det ikke skal være lige nu.
- »Vi vil også sikre, at politiet kan samarbejde effektivt med kolleger i andre lande. Det er derfor, at danskerne den 3. december skal stemme om at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »Vi har en stor interesse i at være centralt placeret - også i et større og stærkere EU. Derfor vil regeringen fortsat arbejde for, at de danske undtagelser afskaffes. Men tiden skal selvfølgelig være moden«.
Lars Løkke Rasmussen, 2009
- »Der er ikke på nuværende tidspunkt tilstrækkelig klarhed om rammerne for det fremtidige EU-samarbejde. I en sådan situation kan vi ikke med rimelighed bede vælgerne tage stilling til de danske undtagelser«.
Anders Fogh Rasmussen, 2008
________________________________________
11. Send en hilsen til Grønland og Færøerne. Hyld rigsfællesskabet, og understreg, at vore venner nordpå får stadigt mere selvbestemmelse.
- »Jeg glæder mig til samarbejdet med det nye landsstyre på Færøerne og med landsstyret i Grønland. Færøerne og Grønland ønsker at arbejde med egne forfatninger. Det har regeringen forståelse for«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »Regeringen ønsker et stærkt rigsfællesskab. Regeringen respekterer fuldt ud de ønsker om en egen forfatning, som drøftes på Færøerne og i Grønland«.
Helle Thorning-Schmidt, 2011
- »Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne er inde i et særdeles positivt forløb. En proces, hvor det færøske og grønlandske folk i stadig højere grad selv får ansvaret for at udvikle deres samfund«.
Anders Fogh Rasmussen, 2005
________________________________________
12. Inviter afslutningsvist alle partier til et bredt samarbejde i den kommende folketingssamling. Glem for Guds skyld ikke at udråbe et ”Danmark leve” og et trefoldigt hurra til allersidst.
- »Jeg glæder mig til samarbejdet med jer her i Folketinget. Og med mange andre engagerede danskere. Arbejdsmarkedets parter. De frivillige. Alle, der vil tage ansvar«.
Lars Løkke Rasmussen, 2015
- »Jeg tror på brede beslutninger, som danskerne kan regne med i mange år. Det skaber tillid og tro på fremtiden. Og det har vi brug for«.
Helle Thorning-Schmidt, 2012
- »Jeg vil indbyde alle Folketingets partier til et bredt samarbejde om den nødvendige politik. Jeg håber på, at alle vil udvise den nødvendige ansvarlighed«.
Lars Løkke Rasmussen, 2010
________________________________________
Denne artikel er en opdateret version af en historie publiceret i 2013