Fortsæt til indhold
Politik

»Den slags opførsel er fuldstændig uacceptabel«

Et supermarked i Allerød overvejer konstant om det kan betale sig at drive forretning, fordi unge drenge fra asylcenteret i området begår tyveri. Det har resulteret i kortere åbningstider og ansættelsen af vagter.

»Det er en problemstilling, som vi ikke kan leve med.«

Sådan beskriver borgmester i Allerød Kommune Jørgen Johansen problemerne i byens Netto-supermarked, der har kæmpet med flere tyverier.

Det har fået supermarkedet til at indskrænke åbningstiderne og ansætte vagter, som skal sørge for, at tyvene ikke smutter med butikkens varer uden at have betalt.

Personerne bag balladen er unge fra det nærliggende asylcenter, Center Sandholm.

Torsdag fortalte Dansk Supermarkeds pressechef, Mads Hvidtved Grand til BT, at der konstant overvejes, hvorvidt det kan betale sig for supermarkedet at drive forretning.

Og det har sparket gang i den politiske debat.

»Den slags opførsel er fuldstændig uacceptabel. De her mennesker er kommet til Danmark for at søge beskyttelse. Vi ønsker at slå hårdest muligt ned på den slags opførsel,« siger Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth om de unge asylansøgeres tyveri, men understreger, at der er tale om et fåtal asylansøgere.

I Allerød Kommune er man opmærksom på problematikken og samarbejder med politiet om at komme problemerne til livs.

Politiet har opgraderet patruljeringen i bymidten for at skabe mere tryghed, men hvilke konkrete tiltag, som kommunen skal foretage sig, har borgmester Jørgen Johansen svært ved at svare på.

»Alle har jo - selv flygtninge - interesse i, at vi behandler hinanden ordentligt. Lokalt kan vi sikre os, at der er relation mellem de forskellige parter, altså politiet, Center Sandholm og kommunen, hvis der er noget, vi kan gøre. Jeg kan ikke konkret sige, hvad det skal være,« siger Jørgen Johansen og fortsætter.

»Politikken i det her ligger jo generelt i regeringen eller Folketinget.«

På Christiansborg er Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen enig i, at der skal gøres noget fra centralt hold.

Løsningen ligger på Christiansborg siger han, for borgmestre og centres forudsætninger for at håndtere lignende situationer under den eksisterende lovgivning er ikke gode.

»Jeg forstår, at der er nogle, der føler sig magtesløse. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at et butikstyveri begået af en asylansøger bør give automatisk afslag på at få asyl, samtidig med at vedkommende bliver sendt ud af landet,« lyder det fra udlændingeordfører i Dansk Folkeparti Martin Henriksen, der forklarer, at udgangsforbud til tyvene fra asylcentrene også kan være en mulighed.

Det er ikke første gang, at asylsøgerne fra Center Sandholm skaber problemer. Allerede i september sidste år var politiet massivt til stede ved Center Sandholm, efter en betjent var udsat for flere knivstik. Foto: Carsten Bundgaard

Venstre og Marcus Knuth er lidt mere forsigtige. Pt. er partiet i færd med at undersøge, hvilke sanktionsmuligheder der er for stuearrest eller tilbageholdelse inden for lovens rammer.

Men konsekvenserne af lignende tyveri kan være ret omfattende og resultere i, at man får afslag på sin asylansøgning, siger Marcus Knuth.

»Det ville jeg kun synes var passende, hvis de opfører sig sådan her.«

Samme ordklang lyder fra SF og partiets integrationsordfører Jacob Mark, der taler om tre ben til at tackle lignende forseelser. Han kalder tyveriet for uacceptabelt.

»Man skal fortælle disse mennesker, at det kan få alvorlige konsekvenser for deres muligheder for at blive i Danmark og på den måde forebygge, at det sker. Dernæst skal der være sanktioner over for dem, der fortsætter chikaneringen samtidig med, at man sikrer politiet ressourcer nok,« siger Jacob Mark.

»Jeg tror, at jeg er enig med Marcus Knuth. Vi har et system, der er indrettet sådan, at hvis forseelserne er grove, så kan du ikke få asyl. Og det synes jeg er rigtigt.«

Hos Dansk Folkeparti er man ikke i tvivl om, hvad den optimale løsning er. Et udgangsforbud fra asylcenteret ville jo først ramme efter en eventuel forbrydelse, og står det til Martin Henriksen, skal der allerede gribes ind før.

»Det præventive er at afvise asylansøgere ved grænsen og sørge for, at asyltallet falder. For det her handler om, at der kommer nogle mennesker til Danmark, som ikke kan finde ud af, at gebærde sig i samfundet. Ganske enkelt,« forklarer Martin Henriksen.