Venstreprofiler strides i Ringkøbing: Borgmesteren får hug for at kigge i private mails
Borgmesteren får hug for at kigge i private mails.
To af de helt centrale Venstre-folk i Ringkøbing er røget i totterne på hinanden; nemlig borgmester Iver Enevoldsen og partiets borgmesterkandidat til det kommende valg, Hans Østergaard.
Det sker efter flere ugers lokal debat om borgmesterens snagen i en række byrådsmedlemmers og embedsmænds mailbokse.
»Det er en uheldig måde at have ageret på,« siger Hans Østergaard om sin egen borgmesters håndtering af sagen, der indtil videre implicerer tre politianmeldelser.
På jagt efter læk
Det var sådan set tænkt som en vindersag, da Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede sig for at blive den første kommune, der aktivt ville sikre både borgere, virksomheder og sommerhusejere lynhurtigt internet.
Han skulle i stedet have forsøgt at holde sagen inden døre og gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi kan holde lukkede møder.Hans Østergaard, , Venstres borgmesterkandidat
Men i midten af juni kom det frem, at borgmesteren havde brugt atypiske metoder i sin jagt efter et læk.
Igennem længere tid havde teleanalytiker John Strand forholdt sig kritisk til Ringkøbing-Skjern Kommunes bredbåndsudbud, og Iver Enevoldsen mistænkte nogen i kommunen for at have lækket fortroligt materiale til John Strand.
Borgmesteren bad derfor en jurist i kommunen om at gennemgå otte byrådsmedlemmers og en række embedsmænds korrespondance med netop John Strand for at finde frem til, hvem lækken var.
Ét af de byrådsmedlemmer, der fik gennemgået sine mails, var SF’eren Niels Rasmussen, der siden har politianmeldt Iver Enevoldsen samt kommunaldirektør Niels-Erik Kjærgaard og den pågældende jurist.
»At man som øverst ansvarlig går ind og undersøger politiske kollegers mails er ikke o.k. Hvis borgmesteren har en mistanke om, at jeg har begået noget ulovligt, er det ikke ham selv, men politiet der skal undersøge det,« siger Niels Rasmussen, der kalder sagen for »principiel«.
»Hvis et politisk styre kan gå ind og kontrollere oppositionens mails, svarer det til, at Lars Løkke går ind og tjekker Pia Olsen Dyhrs mails,« siger Niels Rasmussen, der blev varskoet om, at kommunens jurist ville gennemgå hans mailkonto.
Han svarede tilbage, at han ikke ville acceptere en sådan gennemgang – men det ændrede intet. Alle mails til og fra John Strand blev læst – men ingen rygende pistol blev fundet.
»En beklagelig sag«
Kommunens jurist kunne ikke i nogen af politikernes eller embedsmændenes mailbokse konstatere brud på tavshedspligten.
Mens Niels Rasmussen fra begyndelsen har stået som den mest markante kritiker af borgmesterens snagen, er flere nu trådt over på hans side: Heriblandt altså Venstres borgmesterkandidat.
»Det er en beklagelig sag under alle omstændigheder. Han (borgmesteren, red.) skulle i stedet have forsøgt at holde sagen inden døre og gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi kan holde lukkede møder,« siger Hans Østergaard og understreger, at han ikke selv ville have givet tilladelse til at læse i kollegers mails.
Iver Enevoldsen undrer sig over kritikken fra sin partifælle.
»Det er en efterrationalisering, og det kan jeg ikke bruge til noget,« siger Iver Enevoldsen, der ikke tvivler på, at der er foregået læk i sagen.
»Jeg har selv modtaget mails, hvor der henvises til nogle ting, som er foregået på lukkede møder,« siger han.