S vil have uligheds-fokus i bistandskronerne
Ulighed får folk til at migrere, og det bør være regeringens fokuspunkt med udviklingsbistanden, lyder det.
Dansk udviklingsbistand kan måske sende flere migranter mod Europa, men det er særligt, når vi glemmer at fokusere på uligheden i de fattige lande, at folk migrerer.
Det mener Socialdemokraternes udviklingsordfører Mette Gjerskov. Hun klandrer regeringen for at glemme at se på, hvordan vi giver udviklingsbistand.
- Vi er nødt til at se på uligheden i de lande, der modtager udviklingsbistand. For ulighed er en af de ting, der får folk til at migrere. Hvis ikke der er fokus på ulighed, så får vi migration. Og ulighed er ikke med i udenrigsministerens strategi.
Mette Gjerskov henviser til regeringens nye udviklingspolitiske strategi, som udenrigsminister Kristian Jensen (V) forleden præsenterede. Her er en af regeringens hensigter med de danske udviklingsmilliarder at bekæmpe migration.
Det skal blandt andet ske ved at sende mere udviklingsbistand til de lande, som folk i særlig grad migrerer fra.
I Berlingske onsdag lyder det dog fra forskere, at danske bistandskroner kan sende endnu flere migranter mod Europa.
Men det ændrer ikke på, at ulighed bør være i fokus, mener Mette Gjerskov og henviser til, at FN i deres verdensmål har et mål om ulighed, og der er udgangspunktet, at de 40 procent, der tjener mindst i et land skal have mere.
- Man skal have fokus på de 40 procent fattigste i udviklingsbistanden. Dermed hæver man standarden og mindsker uligheden.
/ritzau/