OVERBLIK: Politikerne hæver deres egen pensionsalder
Politikernes pensionsalder hæves, og så kan borgmestre se frem til en klækkelig lønforhøjelse.
Venstre-regeringen har indgået aftale med Socialdemokraterne, Liberal Alliance, De Radikale og De Konservative om nye satser for politikeres løn og pension. Aftalen indeholder blandt andet:
Eftervederlag
- Mindsteperioden for udbetaling af eftervederlag til folketingsmedlemmer sænkes fra et år til et halvt år og for ministre fra 18 måneder til et halvt år.
- Borgmestres og regionrådsformænds ret til eftervederlag afskaffes, hvis de samtidig modtager vederlag som folketingsmedlem.
Løbende regulering af vederlagene
- Der indføres løbende regulering af både borgmester-, regionsrådsformands-, folketingsmedlems- og ministervederlaget, så de fremover følger den faktiske offentlige lønudvikling.
Vederlagsniveauer
- Borgmestre og regionsrådsformænd har ikke fået justeret deres løn siden 1994. De får derfor en lønstigning på 31,4 procent svarende til forskellen mellem udviklingen i vederlagene siden 1994 og den faktiske lønudvikling på det kommunale og regionale arbejdsmarked.
- Folketingsmedlemmer og ministre beholder deres nuværende vederlagsniveau, men den midlertidige nedsættelse af ministervederlag på fem procent, som løber indtil 31. december 2019, forlænges ikke.
Pension
- Politikernes pensionsalder hæves fra efterlønsalderen til folkepensionsalderen, så det først er muligt at få udbetalt fuld pension ved folkepensionsalderen. Der gives mulighed for tidlig pension, mod at der sker en livsvarig reduktion af pensionens størrelse.
- De nærmere overgangsregler skal afklares.
Gennemførelse af ændringerne
- Ændringerne af folketingsmedlemmers om ministres eftervederlagsordning og pensionsordning træder i kraft efter det næste folketingsvalg.
- Niveaujusteringen af vederlaget for borgmester- og regionsrådsformand, ændringen af eftervederlagsordningen og ændringen af pensionsordningen indføres med ikrafttræden 1. januar 2018 efter de kommunale og regionale valg i 2017.
- Regulering af vederlagene på baggrund af den faktiske lønudvikling i den offentlig sektor for borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre anvendes ved regulering af vederlagene fra den 1. april 2017.
Kilde: Stemmeaftale om ændring af politikeres vederlæggelse.