Eva Kjer trækker sig som minister
Trods støtte fra statsministeren har Eva Kjer Hansen valgt at trække sig som miljø- og fødevareminister.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen trækker sig. Det meddeler hun i en pressemeddelse.
»Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg trækker mig fra posten som miljø- og fødevareminister. Jeg har været glad for hver eneste dag, som jeg har stået i spidsen for det nye Miljø- og Fødevareministerium. Men jeg vil ikke stå i vejen for regeringen Lars Løkke Rasmussen II. Danmark har brug for et borgerligt-liberalt sammenhold,« siger Eva Kjer Hansen.
Eva Kjer Hansens exit kommer efter en tumultarisk uge, hvor partilederne i den blå blok har været samlet til krisemøde på Marienborg.
Tirsdag meddelte De Konservative, at de havde mistet tilliden til Eva Kjer. Sammen med partierne i rød blok var der altså et flertal i Folketinget, som ikke havde tillid til miljø- og fødevareministeren.
Alligevel valgte statsminister Lars Løkke Ramussen at holde hånden under hende. På et tidspunkt gav Løkke udtryk for, at det var mere sandsynligt med et folketingsvalg end en fyring af Eva Kjer.
Men nu har miljø- og fødevareministeren altså trukket sig.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har kommenteret nyheden på Facebook:
»Tirsdag aften i denne uge meddelte vi, at vi ikke længere havde tillid til miljø- og fødevareministeren, da ministeren ikke har givet offentligheden et retvisende billede af konsekvenserne af landbrugspakken. - I dag kan vi konstatere, at hun har valgt at trække sig. Den beslutning tager vi til efterretning. Som vi hele tiden har sagt, så støtter vi fuldt ud op om statsministeren og Venstre-regeringen, og nu vil vi se fremad.«