Fortsæt til indhold
Politik

Hvaffor en knude sagde du, Løkke?

Med udtrykket »gordisk knude« henviser Lars Løkke til en »tilsyneladende umulig opgave«, forklarer lektor i græsk og latin.

»Hvaffor en knude?« vil mange sikkert spørge statsminister Lars Løkke Rasmussen efter onsdagens pressemøde.

Under sin tale i Statsministeriet henviste statsministeren nemlig igen og igen til en såkaldt gordisk knude.

»Men nu står vi i sandhed i en skæbnestund med noget af en gordisk knude. For tingene er kørt fast,« sagde Lars Løkke Rasmussen fra talerstolen med henvisning til uroen i blå blok, der er brudt ud, efter De Konservative har udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen.

»Og så siger man jo om gordiske knuder, at dem skal man bare hugge over. Og det kan jeg da også godt få øje på. Det kan man da nemt gøre. Den ene nemme måde at hugge en gordisk knude over på, det er jo, at jeg skiller mig af med miljø- og fødevareministeren,« tilføjede han.

Men hvad er sådan en størrelse egentlig?

»Udtrykket ’en gordisk knude’ er benyttet om en tilsyneladende uløselig knude, og bruges allegorisk om en umulig problemstilling,« skriver lektor i græsk og latin ved Københavns Universitet Christian Troelsgaard.

Den gordiske knude et yndet litterært tema, som ultimativt går tilbage til en historie om Alexander den Store, der fortælles af den græske historiker Arrianos.

Ifølge historien besøgte Alexander den Store byen Gordion i Lilleasien, Frygien, det moderne Tyrkiet. I en helligdom opbevaredes en hellig vogn, der var bundet fast til et af templets søjler med en meget kompliceret knude. Vognen var et pant på Gordions selvstændighed. Den, som ville underlægge sig dette område, måtte løse knuden. Alexander prøvede med alle midler og al sin viden, indtil han trak sværdet og huggede den over med et hug.

»I andre versioner fjerner han en hemmelig låsepind, men pointen er den overraskende og beslutsomme løsning,« skriver Christian Troelsgaard.

I forhold til hvorfor statsministeren finder det nyttigt at bruge det oldgamle udtryk om blåbloks nuværende situation, forklarer lektoren:

»Det betyder, at han ser situationen som meget vanskelig, men at man måske kan finde en uventet løsning på den. Det er en meget kompleks og tilsyneladende umulig situation, men hvis man nu bruger al sin fantasi og kreativitet og tænker ud af boksen, kan man løse den - det er dét, der ligger i udtrykket.«

Onsdag eftermiddag svarede Lars Løkke Rasmussen på de Konservatives mistillidsvotum til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Under et møde mellem de borgerlige partledere i eftermiddag drøftede blå blok situationen.

I en ganske kort udtalelse til pressen meddelte statsministeren efter mødet, at regeringen og dens støttepartier vil forsøge at afværge den eskalerende regeringskrise i en række møder fordelt over de kommende dage.