Sagt og skrevet: Er Eva Kjer-sagen personfnidder eller ordentlighed?
Tirsdag aften stod det klart, at Konservative ikke har tillid til en af regeringens ministre - denne melding har fået en blandet modtagelse.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har gennem hele forløbet meddelt, at hun har lagt alt åbent frem og ikke givet vildledende oplysninger til Folketinget og offentligheden om landbrugspakkens konsekvenser for miljøet.
Men efter en høring og et langt samråd tirsdag, stod det klart, at Konservative lige som alle de indkaldte forskere og oppositionen mener, at Eva Kjer Hansen har brugt misvisende tal. Partiet besluttede derfor onsdag aften at »udtrykke mistillid« til ministeren.
Denne melding har oppositionen taget jublende imod. Her kommer nogle af reaktionerne fra tirsdag aften og nat:
Hos de blå partier, derimod, er K's melding blevet mødt med voldsom kritik.
På TV 2 News kaldte DF-formand Kristian Thulesen Dahl det tirsdag for »personfnidder«, at Konservative udtrykker mistillid til ministerens regnemetoder, og hos Liberal Alliance forstod man slet ingenting af K's ageren.
På DR2 sagde partiets landbrugsordfører Mette Bock, at Konservative langt fra var »ordentlige«.
»Det undrer mig, at man kan have en aftalekreds på fire partier lige før jul, og så sker der det her bagefter, hvor et parti vil vælte en fagligt meget kompetent minister. Jeg forstår det simpelthen ikke,« sagde hun.
Også andre blå politikere var arrige på De Konservative:
Hvis Konservative står fast på sin mistillid, betyder det, at et flertal i Folketinget ikke har tillid til Eva Kjer Hansen som minister. I så fald kan hun ikke blive siddende. Lars Løkke Rasmussen har dog muligheden for at gøre det hele til et kabinetspørgsmål, hvorved hele regeringens fremtid kan blive sat på spil.
En tredje mulighed er, at Konservative trækker i land og alligevel har tillid til ministeren. Det lagde partiformand Søren Pape dog ikke op til sent onsdag.
Hele situationen går på, at Eva Kjer Hansen i sine tal i landbrugspakken indregnede miljøindsatser for tre tidligere år i sine baseline-tal for 2016. Derved kom miljøregnskabet til at se noget mere grønt ud, end hvad tilfældet er.
Fagpersoner har siden kritiseret regnemåden og meddelt, at det ikke er en korrekt måde at regne på, men Eva Kjer Hansen fastholder, at hun ikke har ageret misvisende.