OVERBLIK: Grænsekontrol kan forlænges igen og igen
Den midlertidige kontrol ved grænsen mellem Danmark og Tyskland kan fortsætte i op til to år.
Kontrollen ved de danske grænser er tirsdag forlænget ti dage frem til 4. marts.
Danmark indførte den midlertidige grænsekontrol 4. januar, og kontrollen er i alt forlænget tre gange.
Det er det såkaldte Schengengrænsekodeks, der sætter reglerne for, at EU-medlemslande kan indføre midlertidig grænsekontrol.
Læs her om reglerne for grænsekontrollen:
- Beslutningen om at forlænge grænsekontrollen i Danmark er truffet med henvisning til blandt andet artikel 25 i Schengengrænsekodekset.
- Artikel 25: Et land kan indføre midlertidig grænsekontrol i ti dage. Derefter kan grænsekontrollen forlænges med 20 dage. Dette kan gøres flere gange, indtil der er gået to måneder, fra kontrollen blev indført.
- 4. marts er det to måneder siden, at den midlertidige grænsekontrol blev indført. Hvis regeringen da vurderer, at der fortsat er brug for grænsekontrol, kan kontrollen blive forlænget efter reglerne i blandt andet artikel 24.
- Artikel 24: Midlertidig grænsekontrol kan forlænges i 30 dage ad gangen i op til seks måneder.
- Når de i alt otte måneder er gået, kan grænsekontrollen forlænges med seks måneder ad gangen i op til to år. Det fremgår af artikel 26.
- I så fald skal der være tale om en ekstraordinær situation, hvor Schengenområdet er truet, fordi kontrollen med EU's ydre grænser er mangelfuld.
Kilder: Udlændinge-, Integrations- og boligministeriet, Europa-Kommissionen