Minister vil gøre det lovligt at hjælpe narkomaner med stik
Regeringen vil gøre det lovligt for narkomaner med svære abstinenser at få hjælp til at tage stoffer.
Stofmisbrugere, som er så hårdt ramt af abstinenser, at de ikke selv kan stikke sig, skal have mulighed for at få hjælp til at tage stofferne.
Det mener sundhedsminister Sophie Løhde (V), som vil ændre loven om eurforiserende stoffer, så det ikke længere er strafbart at hjælpe misbrugere med at indtage stoffer i et fixerum.
Det skriver Information mandag.
»Når vi vil gøre det muligt for stofmisbrugere at få hjælp af andre til at tage deres medbragte stoffer, hænger det sammen med, at vi gerne vil tilrette loven virkeligheden. I dag må andre ikke hjælpe, og det betyder, at der er misbrugere, som ikke kan bruge stofindtagelsesrummene, fordi de fysisk ikke er i stand til at stikke sig selv. Den problematik tog man ikke højde for i den oprindelige lovgivning på området, og det var nok en fejl,« siger sundhedsministeren til avisen.
I 2012 lovliggjorde den daværende SRSF-regering – til Venstres utilfredshed – fixerum i Danmark efter mange års kamp. Det skete med støtte fra Enhedslisten og Liberal Alliance.
Det blev samtidig besluttet, at nok måtte personalet overvåge og vejlede stofmisbrugerne om stofindtagelsen – og samtidig udlevere det relevante udstyr – men stofbruger skulle selv sørge for indtagelsen af stoffet.
Siden indførelsen har fixerummene vist sig at være en stor succes, der har reddet talrige liv i storbyerne og givet hårdt udsatte stofbrugere mere værdige og hygiejniske forhold. Desuden motiverer rummene flere narkomaner til at søge hjælp til stofmisbrugsbehandling.
Der er blevet fixet over 500.000 gange i landets fixerum siden indførelsen. I mindst 350 tilfælde har det ført til overdoser, men ingen af stofbrugerne er døde, fordi uddannet sundhedspersonale står klar til at gribe ind.
Siden fixerummene blev indført har Københavns Kommune desuden registreret en markant nedgang i narkoaffald såsom brugte kanyler på Vesterbro.
Dansk Folkeparti er ifølge Information imod at lovliggøre hjælpen til stofmisbrugere.
Enhedslisten bakker til gengæld helt op:
»Der er noget så sjældent som ros til regeringen fra mig i dagens Information: Jeg er rigtig glad for at stofindtagelsesrummene ikke længere er en politisk kampplads, men et accepteret og nødvendigt sundhedspolitisk tiltag,« skriver EL's sundhedsordfører Stine Brix på Facebook.
Lovændringen kommer efter, at en evaluering tidligere på året viste, at en gruppe stofmisbrugere fysisk ikke er i stand til at stikke sig uden hjælp fra en anden person. Eksempelvis fordi de ryster for meget på grund af abstinenser.
Et fixerum er et sted, hvor narkomaner kan indtage medbragte stoffer i trygge rammer. Handel med stoffer er ikke tilladt. Der er til gengæld rene kanyler og sundhedsfagligt personale, der overvåger misbrugerne. Personalet kan rådgive og gribe ind i tilfælde af overdoser.