Blå partier enige om »moderne kontanthjælpsloft«: Her er detaljerne
En aftale om et nyt kontanthjælpsloft bliver præsenteret onsdag formiddag. Kontanthjælpsmodtagere får stadig ret til at holde ferie.
Partierne i blå blok er nået til enighed om indførelsen af et nyt kontanthjælpsloft.
Inden valget i 2011 eksisterede også et loft over, hvor meget man kan modtage i offentlige ydelser, men det loft valgte SRSF-regeringen at afskaffe.
Op til valget i 2015 argumenterede Venstre-formand og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at indføre et såkaldt »moderne kontanthjælpsloft«, og det er modellen for det loft, de blå partier nu er nået til enighed om.
Dermed lægges der igen et samlet loft for, hvor mange penge en person kan modtage i offentlige ydelser.
Her kan du se et overblik over de nye loftstørrelser:
En af de store forhandlingsknaster har været spørgsmålet om kontanthjælpsmodtageres ret til ferie. Regeringen har ønsket at afskaffe de fem ugers ferie, som kontanthjælpsmodtagere i dag har ret til, men det forslag har Dansk Folkeparti protesteret mod.
»Dengang det blev indført, at kontanthjælpsmodtagere skulle have fem ugers ferie, var det af hensyn til, at de også skulle kunne være sammen med deres familier og tillade sig at tage ud i for eksempel forældrenes sommerhus med deres børn. Og det synes vi også fortsat, at de skal have lov til,« har Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted tidligere slået fast overfor Jyllands-Posten.
Med den nye aftale får kontanthjælpsmodtagere ret til fire ugers ferie - altså en forringelse, men ikke en fjernelse af retten til ferie.
Derudover indebærer aftalen også, at unge under 30 med en uddannelse ikke får sænket kontanthjælpen, som regeringen ellers havde lagt op til.
Samtidig genindføres den såkaldte 225-timers regel, der betyder, at »alle modtagere af uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse, der godt kan arbejde, skal opfylde et krav om 225 timers arbejde inden for et år,« som det fremgår af aftalen. De personer, der ikke lever op til kravet, »skal mødes med en konsekvens i form af en reduktion i ydelsen.«
Forhandlingerne har stået på siden oktober. Aftalen skaffer ifølge Beskæftigelsesministeriet et provenu på 530 millioner kroner. Penge, som regeringen har tilkendegivet skal gemmes til en skattereform, der skal forhandles i foråret. Derudover ønsker de borgerlige partier med det nye kontanthjælpsloft at gøre det mere økonomisk attraktivt for kontanthjælpsmodtagere at tage et job til en lav løn. Aftalen vil »øge beskæftigelsen med i størrelsesordenen 700 fuldtidspersoner,« som det hedder i aftaleteksten.