Fortsæt til indhold
Politik

DF afviser regeringen: Kontanthjælpsmodtagere skal stadig have ret til ferie

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører forudser svære forhandlinger om kontanthjælp. Blandt andet afviser støttepartiet regeringens forslag om at afskaffe de fem ugers ferie.

Regeringen kan få overordentlig svært ved at få flertal for at afskaffe de fem ugers ferie, som kontanthjælpsmodtagere i dag har ret til.

Blå bloks største parti, Dansk Folkeparti, siger nemlig klart nej.

»Vi siger nej til det forslag. Og så regner jeg med, at ministeren stille og roligt trækker det forslag, for ellers kan han ikke få flertal for det. Det her kommer ikke igennem, som det ligger nu. Det gør det ikke,« siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).

»Dengang det blev indført, at kontanthjælpsmodtagere skulle have fem ugers ferie, var det af hensyn til, at de også skulle kunne være sammen med deres familier og tillade sig at tage ud i for eksempel forældrenes sommerhus med deres børn. Og det synes vi også fortsat, at de skal have lov til.«

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) præsenterede på et pressemøde fredag formiddag regeringens forslag til en række ændringer af kontanthjælpen. Blandt forslagene er et loft over kontanthjælpen, et krav om 225 timers arbejde – og altså inddragelse af al ferie.

I stedet for de fem ugers ferie foreslår regeringen, at kontanthjælpsmodtagere kan »få en friperiode på en måned, hvor de ikke er omfattet af rådighedsforpligtelsen.«

Men den idé møder altså modstand fra regeringens vigtigste støtteparti.

»Hvis en kontanthjælpsmodtager, som er på ferie i et sommerhus og bliver kontaktet med beskeden om, at ”vi har et job til dig,” så er jeg overbevist om, at kontanthjælpsmodtageren vil sige ”ja tak, det lyder godt nok dejligt.” Det er som om, at regeringen mener, at når de har ferie, så vil de overhovedet ikke tage imod et job. Jo, det vil de godt, hvis der er et job til dem,« siger Bøgsted, der mener, at forslaget om at tage retten til ferie fra kontanthjælpsmodtagerne er »ren ideologi«.

»Jeg kan ikke se, at der skulle være en besparelse på ti millioner at hente her. Jeg tror mere, at det er ideologi. Venstre var jo også imod det, dengang det blev indført. De mener ikke, at kontanthjælpmodtagere har rettigheder i den forbindelse. Og her er det bare jeg siger, at hvis der er en kontanthjælpsmodtager, som er på ferie, og får muligheden for at få et job, så er jeg også overbevist om, at de siger ”ja tak”.«

Også regeringens forslag om indføre samme ydelse til alle kontanthjælpsmodtagere under 30 år – uanset, om de har taget en uddannelse eller ej – er Dansk Folkeparti skeptiske overfor. Og i det hele taget forudser Bent Bøgsted, at svære forhandlinger ligger forude.

»Jeg har forstået på De Konservative og Liberal Alliance, at de vil have det endnu strammere end det her. Så jeg tror det kan blive svært at nå til enighed. For vi siger ikke bare ja til det, der ligger her. Det gør vi ikke.«

Også blandt partierne i rød blok er forslaget om at afskaffe retten til ferie blevet mødt med kritik:

Og Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted:

Og Jeppe Bruus fra Socialdemokraterne:

Hvad mener du om regeringens forslag? Deltag i debatten på JP Politiks Facebook-side: