Alternativet og Enhedslisten i fælles kamp for 30 timers arbejdsuge
Både Alternativet og Enhedslisten har en vision om at danskernes arbejdstid skal være kortere. Hvor skal pengene komme fra, spørger de borgerlige.
For første gang efter sommerens folketingsvalg kunne det nyvalgte parti Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, torsdag eftermiddag indtage landets vel nok mest kendte talerstol.
Og straks blev han mødt af kritiske spørgsmål fra politikere fra blå blok. Flere af dem spurgte ind til Alternativets meget omtalte forslag om at danskerne på sigt skal have en arbejdsuge på 30 timer.
Et forslag, som ifølge tænketanken Kraka ville koste Danmark 270 milliarder kroner.
»Det er altid friskt, at der kommer et nyt parti med nye visioner. Men visionerne skal også kunne omsættes,« lød det blandt andet fra Venstres finansordfører Jacob Jensen.
»Så kunne ordføreren komme lidt tættere på hvad det er for en finansieringskilde, han forestiller sig skal bruges i den sammenhæng?«
Rasmus Norqvist understregede, at han ikke anerkender Krakas udregning om de 270 milliarder kroner og slog fast, at partiet ikke lægger op til at lovgive om lavere arbejdstid.
Selvfølgelig skal det ikke være os herinde, som lovgiver om en 30 timers arbejdsuge. Vi kommer med det her som forslag, fordi vi mener, at det er en rigtig god ideRasmus Nordqvist (Alt.), politisk ordfører
»Det, vi siger, er, at der er nogle forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, og her kan man begynde at blive enige om – hvis man har lyst til det – at gå ned i arbejdstid. Og ja, så kan det godt være, at man ikke skal have så stor lønfremgang, og på den måde kan man overføre den lønfremgang til en arbejdstidsnedsættelse. For vi ser, at flere og flere folk er stressede, at flere og flere familier ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Og derfor ønsker flere at få mere tid til hinanden,« sagde den politiske ordfører.
Men det svar var tilsyneladende ikke nok til at tilfredsstille regeringspartiet, og skatteordfører Louise Schack Elholm (V) fulgte op med:
»Der er jo hos ordføreren en erkendelse af, at det koster penge. Og så må man også kunne anvise, hvordan man vil finansiere det. Vil ordførere forklare, hvordan han vil finansiere en nedsættelse af arbejdsugen?«
»Selvfølgelig skal det ikke være os herinde, som lovgiver om en 30 timers arbejdsuge. Vi kommer med det her som forslag, fordi vi mener, at det er en rigtig god ide. Det er arbejdsmarkedets parter, som forhandler den slags,« lød svaret fra Rasmus Nordqvist, der fortsatte:
»Når vi kommer med det her forslag, er det fordi vi har en vision for Danmark. En vision om, hvordan det kunne være godt at leve sammen. Og dén lægger vi frem som politisk parti. Det er ikke alt, vi skal gennemføre herindefra. Men vi skal selvfølgelig lægge en vision frem. Og så er staten jo også en stor arbejdsgiver, og derfor kan man jo godt lægge et pres på en finansminister, der sidder og forhandler de statslige overenskomster og sige: 'Skulle vi se på dem i forhold til arbejdstid?'«
Der var dog ikke kun plads til kritik af Alternativets vision. Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted tog ordet og bakkede Rasmus Nordqvist op:
»Jeg synes, at jeres forslag om kortere arbejdstid er blevet lidt stedmoderligt behandlet. Det, som Kraka jo ser helt bort fra i deres makværk af en gennemregning af jeres forslag, er at man – og det håber jeg ordføreren kan bekræfte – i en lang række tilfælde gennem de sidste 100 år, har sat arbejdstiden ned. Simpelthen fordi vi jo bliver mere produktive. Når vi bliver det, kan vi vælge, om den produktivitet skal bruges til højere lønninger og mere forbrug, eller skal den omsættes i mere fritid sammen med vores familier,« lød det fra Pelle Dragsted, der slog fast at Alternativet havde »Enhedslistens varmeste støtte til en udvikling i den retning.«
»Vi ser frem til som to partier at tage den debat op her i Folketinget, når det handler om en nedsættelse af den generelle arbejdstid. Men vi har også tidligere her i Danmark sikret for eksempel orlovsrettigheder for børnefamilier. Det er jo også en måde at dele arbejdet. For det er jo grotesk, at vi er i en situation, hvor mange mennesker står og presser næsen mod ruden for at komme ind på arbejdsmarkedet, mens andre er ved at slide sig selv ihjel og ikke kan få familie og arbejdsliv til at hænge sammen,« lød det fra Pelle Dragsted.
Siden kl. 10 har de politiske partier været i gang med åbningsdebatten i Folketinget. En debat, som ventes at vare til langt ud på aftenen. Du kan følge den live her. Deltag også gerne i debatten på JP Politiks Facebook-side: