Fortsæt til indhold
Politik

Cordsen: Holsts klare afvisninger kan forværre sagen

Carl Holst har pure afvist, at hans nuværende spindoktor har brudt reglerne i forbindelse med valgkampen. Samtidig sår nye oplysninger tvivl om forsvarsministerens forklaring.

Nye belastende detaljer fortsætter med at pible frem i sagen om en regionalt ansat og lønnet medarbejders rolle i Venstre-politikeren Carl Holsts valgkamp.

Senest har JyskeVestkysten tirsdag eftermiddag afsløret, at en række debatindlæg – sendt under valgkampen på vegne af Carl Holst - var oprettet af Holsts nuværende spindoktor Christian Ingemann, der i valgkampen stadig var ansat i Region Syddanmark, og altså ikke måtte føre valgkamp for Venstre-politikeren.

Selv har Carl Holst pure afvist, at Christian Ingemann har ført valgkamp for ham, men den udmelding kan meget vel vise sig at gøre sagen endnu mere alvorlig for den nuværende forsvarsminister. Sådan lyder analysen fra Christine Cordsen, Jyllands-Postens politiske analytiker.

”Hvis det viser sig, at der er foregået noget, som ikke burde være foregået, så forværrer Carl Holst sagen voldsomt ved at gå ud og så hårdnakket benægte alting på et tidspunkt, hvor sagen stadig ruller, og der kommer flere og flere afsløringer frem.”

Kort tid inden JyskeVestkystens afsløring slog Carl Holst over for Jyllands-Posten fast, at reglerne ifølge ham er overholdt.

"Jeg mener, det holder sig inden for reglerne, og derfor fortryder jeg ikke umiddelbart noget," sagde han blandt andet.

Sagen er særligt alvorlig for den nye minister, fordi han allerede har fået hård kritik for sin ageren i andre sager, vurderer Christine Cordsen.

”Selve sagen behøvede ikke at være så alvorlig, som den nu kan udvikle sig til at blive. Selvfølgelig skal man overholde alle regler om, hvad ansatte må og ikke må for skatteydernes penge. Men det helt store problem for Carl Holst er, at det her er endnu en sag på kort tid,” siger hun med henvisning til den meget omtalte sag om eftervederlag, hvor den tidligere regionsrådsformand først nægtede at have gjort noget galt, men senere besluttede sig for at få stoppet de resterende udbetalinger af eftervederlag oveni ministerlønnen.

”Han var lige ved at nå dertil, hvor han havde lagt den dårlige start bag sig og igen kunne snakke om forsvarspolitik. Og så kommer der en sag, som ligger sig i slipstrømmen af de andre. Og jeg er sikker på, at når Lars Løkke viser sig for pressen de kommende dage, vil han også få spørgsmål om det her,” siger Christine Cordsen, der mener, at sagen ikke blot belaster Holst selv, men også statsministeren.

”Et af de vilkår, Løkke arbejder under, er, at han er kommet til magten med et meget lille folkeligt mandat. Og at han har alle sine sager om bilag og dyre flyrejser med i rygsækken. Uanset, om det er rimeligt eller ej, er det et vilkår, som Løkke må arbejde under, og det er svært for ham at undgå, at alle sager, som handler om urent trav og lidt for meget grådighed i forhold til brug af offentlige midler, minder vælgerne om de sager, Løkke selv har haft,” siger Christine Cordsen, som bemærker, at Carl Holst samtidig betragtes som en af Løkkes tætteste allierede i Venstre.

”Holst er af de frontsoldater, der kæmpede slaget for Løkke, da han for godt et år siden var ved at ryge som formand for Venstre.”

Selv afviser Carl Holst, at han og hans sager er en belastning for regeringen, og Christine Cordsen understreger, at det er for tidligt at spå om hvorvidt den nyeste sag vil få konsekvenser for forsvarsministeren.

”Jeg tror ikke, han står over for at blive fyret som minister, men det er klart, at man har en vis kvote for hvad man kan tåle af den slags sager.”