Carl Holst siger farvel til omstridt vederlag
Forsvarsminister Carl Holst (V) vender på en tallerken. Han har bedt om at få stoppet sit eftervederlag.
Forsvarsminister Carl Holst (V) meddeler fra Venstres sommergruppemøde på Hotel Legoland i Billund, at han har frasagt sig det eftervederlag, han får som tidligere amtsborgmester.
Den overraskende kovending kommer, kun få timer efter at han på samme sommergruppemøde forsvarede, hvorfor han mente at have fuld ret til de 833.000 kr., som han modtager ved siden af sin ministerløn.
Da lød det fra forsvarsministeren:
»Jeg føler, at reglerne er reglerne. Og honoreringen af en regionsrådsformand og en borgmester foregår ved, at man får en fast månedlig ydelse og man får derudover eftervederlag.«
Sent torsdag aften lød det så fra Carl Holst.
»I onsdags meddelte jeg, at jeg gerne ville have stoppet fremtidige udbetalinger af mit eftervederlag. Det har været vigtigt for mig, at jeg har understreget, at eftervederlaget har været en del af min lønpakke. Det er også i det lys, og man skal forstå, at jeg tidligere i dag fastholdt, hvad reglerne var,« siger Carl Holst til Jyllands-Posten.
Den seneste periode har været noget tumultarisk for den nye forsvarsminister, der er blevet kritiseret fra højre og venstre for at modtage aflønning fra to steder.
Torsdag uddybede Holst så sin beslutning om at stoppe eftervederlaget.
Overskygger debatten
»Jeg må også bare erkende, at jeg i sidste uge arbejdede med forlængelse af mandatet i kampen mod Islamisk Stat og forsvarsforbeholdet, og Irakkommissionen. Men det var alt sammen elementer, der blev fuldstændigt overskygget af debatten om aflønning,« siger Carl Holst.
»Jeg havde ikke til hensigt at offentliggøre, at jeg havde bedt om at få stoppet for udbetalingerne,« fortsætter Holst.
Ifølge Carl Holst skete det efter vejleding fra Venstre gruppeformand, Søren Gade.
»Søren Gade var rimelig klar i sin rådgivning, og derfor traf jeg den beslutning,« fortsætter han.
Er det kun fordi, at det skygger for dit arbejde, at du tager den beslutning?
»Jeg tog hjem i går efter at have oplevet fire dage i København, hvor det primært handlede om det emne. Det kan ikke nytte, at når vi diskuterer at sende soldater i krig, så handler alt om, hvad jeg får i vederlag hver den første.«
»Men det er ikke udtryk for, at jeg fik noget, der ikke var i overensstemmelse med reglerne eller intentionerne i reglerne.«
Er du blevet presset til at tage denne beslutning af eksempelvis Lars Løkke Rasmussen?
»Nej, overhovedet ikke. Tidligere i dag sagde jeg, at jeg ikke ville referere fra samtaler med statsministeren, men jeg vil gøre en undtagelse. Jeg har 100 pct. sikkert ikke talt med Lars Løkke Rasmussen, da jeg meddeler dette. Jeg gentager: Jeg har 100 pct. sikkert ikke snakket med Lars Løkke Rasmussen, da jeg i går meddelte, at jeg ville have stoppet udbetalingerne.«
Netop sagen om Carl Holsts eftervederlag risikerede at skygge for Venstres sommergruppemøde, der blev skudt i gang torsdag og som fortsætter fredag.
Adspurgt torsdag ønskede Lars Løkke Rasmussen ikke at forholde sig til Carl Holst eftervederlag, men slog fast, at han var klar til at svare på spørgsmål om netop det emne på pressemødet fredag.
Jeg har aldrig brokket mig
Carl Holst har endnu ikke villet forholde sig til om reglerne om eftervederlag er rimelige.
Inden den nye besked fra Holst kom torsdag aften, havde han få timer inden sagt følgende om det spørgsmål: »
Jeg vil helst ikke blande mig i, hvordan andre har sammensat min aflønning.«
»Okay. Selvfølgelig ville det have været nemmere i forhold til den offentlige debat – med fare for at blive beskyldt for at blande mig i vederlagskommissionens arbejde – hvis jeg i de 15 år havde fået en højere månedlig ydelse og til gengæld ingen efterløn. Men jeg har aldrig brokket mig over min løn.«