Fortsæt til indhold
Politik

Radikale: Danmark skal købe så få nye kampfly som overhovedet muligt

Den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard genåbner nu den politiske debat om den kommende milliardinvestering i nye kampfly.

Det kommende milliardindkøb af nye kampfly skal holdes på ”det lavest mulige niveau.”

Sådan lyder meldingen nu fra de Radikales forsvarsordfører og tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard, som på partiets sommergruppemøde tirsdag genåbnede den politiske debat om den milliardinvestering, som den danske stat står overfor de kommende måneder.

”Vi ønsker også at have mulighed for at prioritere andre områder inden for Forsvaret – herunder Arktis. Og vi får ikke råd til at prioritere i de områder, hvis ikke vi holder investeringerne i kampfly på det lavest mulige niveau, når man henser til, at vi selvfølgelig stadigvæk skal kunne bidrage i de forskellige alliancer, som vi indgår i. Så meldingen fra Radikale er klar: Vi ønsker, at vi køber så få kampfly som overhovedet muligt,” siger Martin Lidegaard, der slår fast, at partiet fortsat bakker op om beslutningen om at købe nye kampfly.

Det er partierne bag forsvarsforliget – Socialdemokraterne, Venstre, Radikale, Dansk Folkeparti, Konservative, SF og Liberal Alliance – der har besluttet, at der skal investeres i nye kampfly, som skal afløse de aldrende F-16-jagere. Købet forventes at beløbe sig til 20-30 milliarder kroner, og beslutningen bliver efter alt at dømme taget af forligskredsen i løbet af de kommende måneder. Der er stadig flere forskellige kampfly-modeller i spil - og lige nu venter den nyudnævnte forsvarsminister Carl Holst (V) på den anbefaling om valg af kampfly, som et særligt kontor under Forsvarsministeriet er blevet bedt om at udarbejde.

Martin Lidegaard afviser at blive mere konkret i forhold til hvor mange fly, Radikale mener, Danmark har behov for - og han vil heller ikke uddybe, hvor mange penge partiet er parat til at bruge på kampflyindkøbet.

SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen har tidligere på året også argumenteret for, at Danmark sagtens kan nøjes med færre nye fly:

"Vi skal ikke have 30 fly, som vi har i øjeblikket. Det er slet ikke nødvendigt. Vi kan bestemt gå ned i antal – helt ned til 18 kampfly, måske 24. Vi skal have et fly, der er så billigt som muligt i forhold til de behov, vi skal have dækket, og derfor er det vigtigt at få en diskussion af, hvad vi skal bruge flyene til," sagde Holger K. Nielsen til Berlingske.

På dagens pressemøde slog Martin Lidegaard samtidig fast, at Radikale ikke vil tilføre Forsvaret flere midler, når der de kommende år skal forhandles nyt forsvarsforlig.

”Der tegner sig et mønster af, at mange blå partier ønsker regulære stigninger i forsvarsbudgettet. Og det giver os anledning til at sige, at det ikke er vores indgangsvinkel til de forhandlinger. Tværtimod. Man kan kun bruge pengene en gang, og vi ønsker ikke at forkøbe os i kampfly. Tværtimod ønsker vi at fortsætte den linje, der har kendetegnet dansk forsvarspolitik i de sidste ti år – nemlig at vi fortsætter en effektivisering i det danske forsvar. Det er vi overbeviste om, at vi kan.”

I løbet af sommeren har blandt andet forsvarsministeren meldt sig klar til at øge udgifterne til forsvaret, mens Dansk Folkeparti ønsker, at forsvarsbudgettet øges, så Danmark på sigt kommer til at bruge 2 pct. af BNP på forsvaret.

Samtidig har missionen mod Islamisk Stat i Irak, der presser de aldrende danske F-16-fly og den medrejsende bemanding til det yderste, fået en række tillidsrepræsentanter i forsvaret til at slå alarm.