Radikale vil fastholde S og V i fælles, stram dagpengereform
R er villig til at se på fleksible regler for genoptjening af dagpenge, så kortere ansættelser bliver mere attraktive.
De Radikale skyder det politiske efterår i gang med et forsøg på at fastholde Socialdemokraterne og Venstreregeringen i en stram dagpengeløsning.
Partiet foreslår en aftale mellem Venstre, Socialdemokraterne og De Radikale. Alle tre partier har tilsluttet sig retningslinjerne for den dagpengekommission, som SR-regeringen nedsatte. En afgørende forudsætning for kommissionens arbejde er, at reformen ikke må koste penge eller mindske arbejdsudbuddet.
»Vi tre partier udgør en ansvarlighedens akse, som jeg meget gerne ser bygge bro hen over midten i dansk politik. Og i forhold til dagpenge skal en reform ske inden for kommissoriets rammer,« siger den radikale leder Morten Østergaard.
Til gengæld er han villig til at kigge på genoptjeningsreglerne, så eksempelvis kortere ansættelser og vikariater blive mere attraktive.
»Hvis balancen er den samme, giver det god mening,« siger Østergaard.
Socialdemokraterne, der i de sidste fire år har været klemt af R i dagpengespørgsmålet, vil afvente kommissionens arbejde, forklarer partiets politiske ordfører, Nikolaj Wammen.
De tre partier, der klart har sagt, at de gerne vil påtage sig regeringsansvaret, bør stå sammen om nu at få en bred, holdbar dagpengeaftale.
Østergaards forslag vil ekskludere Dansk Folkeparti, der i valgkampen plæderede for at bruge flere penge. Det møder kritik fra DF.
»Hvis vi følger De Radikales tankegang, kan vi ikke lave et bedre dagpengesystem. Det vil på ingen måde være fornuftigt eller stabilt,« siger partiformand Kristian Thulesen Dahl.
Venstre håber på så bred en aftale som muligt.
»Man skal være forsigtig med at male sig ind i et hjørne med S og R, før dagpengekommissionen har præsenteret sine anbefalinger,« siger politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).
Dagpengekommissionen med den tidligere økonomiske vismand Nina Smith i spidsen ventes inden længe at komme med forslag til et nyt dagpengesystem.