Fortsæt til indhold
Politik

Thorning til Løkke: Jeg skal nok få styr på De Radikale

Som det eneste parti i rød blok mener Socialdemokraterne, at det skal være sværere at få asyl i Danmark.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kom - muligvis lidt ufrivilligt - med en af den slags udtalelser, der nok vil blive hevet frem mange gange i fremtiden, hvis Thorning vinder valget i morgen.

I de sidste minutter af DR's store partilederdebat "Demokratiets Aften" gik bølgerne højt i asyl- og flygtningedebatten. I en heftig ordveksling mellem de to statsministerkandidater Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt borede Venstres formand i, at Socialdemokraterne er det eneste parti i rød blok, der mener, at det skal være sværere at få asyl i Danmark.

"Så længe De Radikale er om bord, så får du ikke en strammere asylpolitik," sagde han.

Men Helle Thorning-Schmidt (S) garanterede, at hun sagtens kan gennemføre en stram asylpolitik, selvom hun går til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet. Og som bemærkningen:

Vi bragte Helle til magten, og vores reformer fik Danmark ud af krisen. Og vi skal som bekendt videre... Det skal jeg nok holde styr på
Morten Østergaard, Radikale

"Ved du hvad, jeg skal nok få styr på De Radikale," sagde hun kontant til Lars Løkke Rasmussen.

Der opstod straks klapsalver fra salen, og de fleste af partilederne brød ud i grin, men Thorning lignede ikke en, der prøvede at være morsom.

På sociale medier blev hendes udtalelse da også med det samme kædet sammen med forhandlingerne i Det Sorte Tårn – Hotel Crowne Plaza på Amager – hvor S, SF og R forhandlede regeringsgrundlaget på plads efter sidste valg, og hvor det er den almindelige opfattelse, at den daværende R-leder Margrethe Vestager gik derfra med flest fingeraftryk på regeringsgrundlaget.

Samme styrke har Radikale givetvis ikke i dag, hvor de står til at gå syv mandater tilbage i den seneste Wilke-måling.

Partileder Morten Østergaard nåede ikke at kommentere Thornings udtalelse, før DR-debatten sluttede. På det sociale medier Twitter sendte han dog senere på aftenen denne kommentar ud:

"Vi bragte Helle til magten, og vores reformer fik Danmark ud af krisen. Og vi skal som bekendt videre... Det skal jeg nok holde styr på," skrev han efterfulgt af en smiley, der blinkede med det ene øje.

Se klippet fra DR her:

Under valgkampen har netop asyl- og flygtningepolitikken blotlagt en intern uenighed i regeringsaksen.

Thorning har gang på gang har lovet, at hun vil stå fast på en stram udlændingepolitik og gjort en dyd ud af at fortælle, at regeringen har strammet de danske asylregler for første gang i 12 år.

Det skete tilbage i februar med indførelsen af en ny og mere restriktiv flygtningekategori, hvor flygtninge som ikke er personligt forfulgte, men som flygter fra generel krig og kaos i eksempelvis Syrien, ikke kan få familiesammenføring det første år i Danmark.

På den anden side har De Radikale sat en ære i at fortælle, at de har gennemført hele 45 "forbedringer" af udlændingepolitikken siden regeringsdannelsen i 2011. Radikale er desuden kommet med solomeldinger om, at det skal være nemmere for udenlandsk arbejdskraft at komme til Danmark – et forslag som Socialdemokraterne har afvist.

De ti partiledere debatterede foran fulde huse til "Demokratiets Aften" i DRs Koncerthus.

Kort efter debatten på DR uddybede statsministeren sin "få styr på-"udtalelse over for TV2:

"Jeg har vist konkret i handling, at jeg er i stand til at få brede aftaler – også i udlændingespørgsmålet," sagde hun.

"Lars Løkke behøver ikke at være bekymret for, om jeg kan få styr på De Radikale, fordi vi netop har sikret – også på udlændingeområdet – at vi har strammet regler for at få asyl," sagde Thorning med henvisning til SR-regeringssamarbejdet.

I resten af rød blok blev der under debatten taget afstand fra tonen i asyldebatten, og yderligere stramninger af asylreglerne blev afvist af både Enhedslisten og SF.

"Der er kommet et tragisk kapløb om at smække døren i hovedet på flygtningene, og det vil jeg ikke deltage i," sagde SF-formand Pia Olsen Dyhr, som langede ud efter blå bloks ønske om at færre flygtninge skal hjælpes i Danmark og flere skal have hjælp i deres nærområder og færre i Danmark.

Direkte henvendt til Lars Løkke Rasmussen sagde Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen:

"Langt de fleste mennesker, der flygter fra Islamisk Stat i Syrien forholder sig slet ikke til dit menneskesyn, men jeg tror i den grad, at de mærker konsekvenserne af, at du og Helle Thorning og Morten Østergaard har frataget dem retten til at få deres børn familiesammenført det første år," sagde hun.

Se højdepunkter fra DR-debatten her: