Så mange kan stemme på torsdag
Der er næsten 67.000 flere vælgere end ved forrige folketingsvalg i 2011.
4.146.602 vælgere. Så mange kan ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet stemme til folketingsvalget på torsdag og dermed være med til at bestemme, hvem der skal besætte de 175 pladser i Folketinget, som vælges i Danmark. Dertil kommer to mandater, som vælges på Færøerne, og to mandater, der vælges på Grønland.
Det er 66.692 flere vælgere end ved seneste folketingsvalg i 2011. En stigning på 1,63 pct.
3.258 af vælgerne bor i udlandet, men er optaget på valglisterne, fordi de opfylder kriterierne for at bevare deres valgret. Det gælder f.eks. personer, der er udsendt for en offentlig myndighed eller som er under uddannelse i udlandet.
De skal brevstemme på en dansk ambassade eller et dansk konsulat, og det skal de gøre i så god tid, at kuverten med deres stemmeseddel kan nå at være i deres hjemkommune i Danmark senest kl. 9 på valgdagen.
I forhold til folketingsvalget i 2011 er der i dag 41,7 pct. færre udenlandsdanske vælgere.
For at kunne stemme til folketingsvalg, skal man være opført på valglisten senest syv dage før valgdatoen. Der kan således ikke komme flere vælgere, der kan stemme på torsdag. Tværtimod vil der være færre vælgere end i Økonomi- og Indenrigsministeriets opgørelse, fordi nogle vælgere enten dør eller flytter til udlandet, inden valgstederne åbner torsdag morgen kl. 9.