Fortsæt til indhold
Politik

S-kandidat vil bremse stigende grundskyld

I strid med partilinjen kræver folketingskandidat og viceborgmester i Lyngby, Simon Pihl Sørensen (S), et indgreb mod grundskyldens himmelflugt. S-skatteordfører afviser.

Normalt er det De Konservative og Liberal Alliance, der tordner mod boligskatterne og kræver en fastfrysning af den såkaldte grundskyld, som i disse år stiger meget i og omkring landets større byer.

Men få dage inde i valgkampen kommer kravet om et indgreb mod grundskyldens himmelflugt også fra en socialdemokratisk folketingskandidat:

»I Lyngby-Taarbæk Kommune risikerer vi på grund af en løbsk grundskyld at blive en hvid overklasse-ghetto for folk med høje indtægter og au pair piger. Der må findes en ordning, så vi stadig kan være en kommune for alle, så skolelærere, pædagoger og metalarbejdere også kan bo i kommunen,« siger Simon Pihl Sørensen (S), der er folketingskandidat og viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Parløb med Konservative

Han indrykkede i foråret en annonce på forsiden af den lokale ugeavis, Det Grønne Område:

»Grundskylden løber løbsk – alle skal kunne bo i Lyngby-Taarbæk,« hed det.

Samtidig har han tidligere i et parløb med Lyngbys konservative borgmester, Sofia Osamani, indrykket en fælles kronik med kritik af grundskylden og lagt stemmer til, at Lyngby sænker grundskylden, som er den del af boligskatten, som er knyttet til grundværdien og opkræves af kommunerne på statens vegne. Kritikken bunder i, at grundskylden på et almindeligt parcelhus med en grund på 830 kvm i Lyngby-Taarbæk fra 2004 til 2014 er steget med 19.500 kr. om året. Den vil i 2018 ryge op på 44.940 kr. om året mod en grundskyld på 14.100 kr. om året for en tilsvarende grund i flere sydsjællandske byer.

Simon Pihl Sørensen erkender, at hans ønsker strider mod partilinjen:

»Men jeg er nødt til at tage udgangspunkt i der, hvor jeg bor. Og her skaber grundskylden et usundt samfund. Folk skal selvfølgelig betale boligskat, men systemet bør ændres, så man beskatter gevinsten, når folk sælger en bolig.«

Skatteordfører Astrid Krag (S) afviser ændringer:

»Der er en bred politisk aftale om at holde boligskatterne i ro frem mod 2020, og den står vi ved.«