Thulesen: Flere penge til ledige
Politik: På femårsdagen står dagpengereformen til at blive central i valgkampen. De fleste partier vil give den et serviceeftersyn - men få vil sige, hvad de vil gøre. Nu er det første aftaleparti klar til at bruge flere penge på dagpengesystemet.
På femårsdagen for den udskældte dagpengereform bebuder Dansk Folkepartis formand, at der er brug for flere penge til området.
»Man må finde pengene til det nye system,« siger han.
I pinsen 2010 aftalte Thulesen Dahl og VK-regeringen den reform, der har fået mere end 50.000 til at falde ud af systemet. Reformen har også givet Socialdemokraterne store problemer, og emnet bliver helt centralt i den forestående valgkamp.
Udfordrer statsministeren
Med sin erklæring om flere penge udfordrer Thulesen direkte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der kategorisk har afvist at bruge flere penge på at forbedre systemet.
»Socialdemokraterne kunne jo gå sammen med os om at forbedre systemet før valget, og så måtte De Radikale tage pejling af, at hvis de vil sidde i SR-regering igen efter valget, så er det afgørende for Socialdemokraterne, at det her bliver løst. På den måde kan vi jo gøre noget sammen, hvis hun vil,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Venstre vil heller ikke bruge flere penge. Men det kommer Løkke til, hvis det står til DF’s leder, som vil forbedre systemet på flere områder og samtidig kalder det sin »grundlæggende præmis,« at ingen må få det dårligere.
Mere fleksibilitet
»Vi går efter et system, hvor det, vi ser i dag, er bunden, og hvor der så lægges bedre ting ovenpå, blandt andet i form af mere fleksible og kortere genoptjeningsmuligheder. Hvis der skal ro om dagpengesystemet, så skal man sørge for, at det bliver mere attraktivt,« siger han.
Thulesen vil først kende dagpengekommissionens beregninger til september, før han vil redegøre for, hvordan Dansk Folkeparti vil finansiere de bebudede forbedringer.
»Det er, som det plejer at være med Dansk Folkeparti. Pengene sidder vældig løst, når der skal loves ting. Men når man spørger, hvordan det skal finansieres, har de ingen svar,« siger politisk ordfører Maja Panduro (S).