Fortsæt til indhold
Politik

Hård kritik af regeringen: "Politisk arrogance ikke at holde folkeafstemning"

Både Enhedslisten og Liberal Alliance kræver folkeafstemning om EU's bankunion.

Danskerne skal være med til at bestemme, om de vil være med til at holde hånden under nødlidende banker i andre lande.

Sådan lyder det fra Liberal Alliance og Enhedslisten, efter en rapport fra Justitsministeriet vurderer, at danskerne ikke skal til folkeafstemning om at tilslutte sig EU’s bankunion.

Rapporten fra regeringen vurderer, at der ikke er tale om en suverænitetsafgivelse, hvis de danske politikere vælger at lade Danmark indtræde i den europæiske bankunionen. Derfor er der ifølge grundloven ikke behov for en folkeafstemning, lyder det.

Det argument beroliger dog langt fra partier fra både blå og rød blok.

”Det her er et spørgsmål om, om vi som danskere skal holde hånden under et elendigt banksystem i Sydeuropa. Og det bliver man altså nødt til at spørge danskerne om på forhånd. Det er en politisk arrogance, at man ikke vil spørge danskerne,” siger Liberal Alliances EU-ordfører, Mette Bock, til Jyllands-Posten.

Samme utilfredshed møder regeringen fra Enhedslisten.

”Det er dybt problematisk, hvis regeringen endnu engang fjerner magt fra Folketinget og Danmark og overfører det til EU, uden at turde spørge danskerne ved en folkeafstemning,” siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen til Jyllands-Posten.

”Når regeringen ikke tør spørge befolkningen, men prøver at liste mere magt til EU ind ad bagdøren, har vi ikke andet valg end at gøre det her til et centralt tema i valgkampen. Jeg tror, at der er mange danskere, der vil være enig med Enhedslisten, at det er en dårlig vej at gå,” siger Nikolaj Villumsen.

Regeringen har endnu ikke taget stilling til, om den vil anbefale et ja til EU’s bankunion. Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) udtaler i en fælles pressemeddelelse, at ”vi i udgangspunktet (mener), at det vil være en fordel for Danmark at deltage i det styrkede banksamarbejde.”.

Det sker efter en analyse, der er foretaget på tværministerielt niveau. Alligevel vil ministrene og regeringen foretage yderligere ”afklaringer” og vurderinger, inden man tager endeligt stilling til emnet.

Anderledes afklaret er Liberal Alliances Mette Bock. Hun arbejder for et klart nej til EU’s bankunion.

”Vores system i Danmark omkring bankhåndteringen har vist sig at være utroligt solidt under finanskrisen. Vi magtede selv at håndtere tingene, og det skal vi fortsætte med. Det eneste, vi får ud af at melde os ind i bankunionen, er, at danske borgere skal betale for at holde hånden under nødlidende sydeuropæiske banker,” siger hun til Jyllands-Posten.

Også Nikolaj Villumsen er skeptisk over for EU’s bankunion.

Idéen med EU’s bankunion er at føre et fælles banktilsyn, så der skabes større sikkerhed omkring de europæiske banker.

Det overordnede mål er at sikre, at fremtidige problemer i europæiske banker ikke skader almindelige bankkunder, statskasserne eller euroen.

Men de perspektiver kan ikke dæmpe Enhedslistens skepsis over for, hvad dansk deltagelse i bankunionen vil betyde.

”Jeg frygter at EU’s bankunionen kan koste danske skatteborgere dyrt ved en fremtidig finanskrise. Går Danmark med i bankunionen. risikerer vi at skulle være med til at finansiere tyske storbanker, der går ned på grund af spekulation. Det kan meget let blive tilfældet, hvis vi får endnu en omfattende finanskrise,” siger Nikolaj Villumsen.

I rapporten, der er blevet udarbejdet for regeringen for at vurdere mulighederne for dansk deltagelse i bankunionen, bliver det vurderet, at dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde vil kunne styrke Danmarks interessevaretagelse i EU, ikke mindst i forhold til udviklingen i lovgivningen på det finansielle område.

Derudover vil deltagelse kunne give adgang til en større ”fælles forsikringsordning” for danske kreditinstitutter, hvilket vil være relevant i ekstraordinære situationer, hvor der opstår store tab i banksektoren, lyder vurderingen.