SF øger pres på Corydon i Dong-sagen
Finansudvalget skal have dybere indsigt, når et statsligt selskab skal sælges, kræver SF.
Oven i det genopblussede politiske kamp om, hvad der egentlig foregik sidste år, da regeringen solgte aktier i det statslige energiselskab Dong til blandt andet den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, vil SF nu indføre en slags lex Dong, skriver Politiken torsdag.
»Vi vil fremsætte et beslutningsforslag, der fastslår, at Finansministeriet - under en række forudsætninger om fortrolighed fra Finansudvalgets side - skal forelægge udvalget alle ønskede oplysninger, når regeringen vil sælge et statsligt selskab helt eller delvis«, siger tidligere skatteminister Jonas Dahl (SF) til Politiken.
Han understreger, at formålet med forslaget er at forhindre en fastlåst situation som den, der i dag er opstået, efter at finansminister Bjarne Corydon (S) har afvist at give Finansudvalget adgang til at se andre tilbud på Dong end buddet fra Goldman Sachs.
Det var tumulten omkring den handel, der i øvrigt fik SF til at forlade regeringen i januar sidste år.
Jonas Dahl mener ikke, at det uden indsigt i de øvrige tilbud er muligt for udvalgets medlemmer at leve op til deres forpligtelser. De siger blandt andet, at udvalget skal stemme nej til et aktstykke om salg af statslig ejendom, hvis de ikke er sikre på, at der er tale om det bedste bud.
»Men man kan jo ikke være sikker, hvis man ikke har kendskab til de andre bud«, mener Jonas Dahl til Politiken.
Samtidig med SF's offensiv behandlede Folketingets præsidium i går en konkret klage om præcis det samme emne fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Han vil have præsidiet til at indskærpe over for Bjarne Corydon, at ministeren bør lade udvalget se det øvrige materiale i Dong-sagen. Præsidiet bad ministeren om et svar på klagen. Når det kommer, bliver sagen hastebehandlet, så der ligger en afgørelse i næste uge.
Det var også præsidiet og Folketingets formand, der sidste år bestemt anbefalede ministeren, at Finansudvalgets medlemmer fik lov at se selve det tilbud, der lå bag regeringens aktstykke om salg af en del af Dong, hvorefter det skete.
Præsidiet kan ikke tvinge ministeren, men det er vanskeligt at gå imod et enigt præsidium.
SF's beslutningsforslag mødes med sympati fra Kristian Thulesen Dahl, der var finansudvalgsformand fra 2001 til 2011. »Det er et glimrende forslag, der stemmer fint med, hvad vi mener«, siger han til Politiken. Omvendt støtter SF også klagen fra Dansk Folkeparti.