Fortsæt til indhold
Politik

Enhedslisten: DI's kampagne om manglende arbejdskraft er flabet

Arbejdsgiverne bør tage at ringe til det nærmeste jobcenter, hvis de mangler arbejdskraft, mener Stine Brix.

Erhvervsorganisationen Dansk Industri advarer i en ny kampagne om mangel på arbejdskraft og kommer med forslag til, hvordan problemet skal løses - bl.a. med udenlandsk arbejdskraft og senere pensionsalder.

Men arbejdsgivernes påstand om, at der mangler arbejdskraft, er flabet over for de mange arbejdsløse danskere, mener Enhedslistens erhvervsordfører Stine Brix.

"Hvis arbejdsgiverne mangler arbejdskraft, så synes jeg, de skal ringe til det nærmeste jobcenter eller a-kasse, så er jeg sikker på, at de hurtigt kan få hjælp," siger hun i en skriftlig kommentar til DI's kampagne.

Enhedslisten medgiver, at der i visse brancher mangler arbejdskraft. Det er bl.a. tilfældet for elektrikere og industriteknikere, men løsningen er ikke at importere udenlandsk arbejdskraft, mener partiet.

"Det problem kan vi kun løse, hvis arbejdsgiverne tager lærlinge. Køen til en praktikplads vokser og vokser, fordi arbejdsgiverne ikke påtager sig deres del af ansvaret for at uddanne fremtidens arbejdskraft," siger Stine Brix, som opfordrer virksomhederne til at tage ansvar og ansætte danske arbejdsløse og tilbyde flere praktikpladser.

Dansk Industris direktør, Karsten Dybvad, har onsdag i et interview med Berlingske forklaret budskabet bag DI's kampagne.

Han siger, at løsningen på problemet med manglende arbejdskraft kan være, at folk arbejder mere eller går senere på pension, at få flere går fra overførselsindkomst til job eller at man ansætter mere udenlandsk arbejdskraft.

Formentlig vil det være nødvendigt med en blanding af alle fire ting, vurderer direktøren.

Netop at hæve pensionsalderen har flere politiske partier stillet sig positiv over for, men Venstres næstformand Kristian Jensen afviser over for Ritzau at sætte pensionsalderen mere op, end der allerede er aftalt.

Det er meningen, at pensionsalderen skal hæves fra 67 til 68 år i år 2030. Kun De Radikale ønsker at hæve pensionsalderen til 68 år tidligere, nemlig i 2025.