Fortsæt til indhold
Politik

Thornings »momentum« flytter ikke mandater fra blå blok til rød blok

Måling: Blå blok står til en markant valgsejr, hvis der var valg i morgen. Blokkene rykker sig ikke nævneværdigt, selv om Socialdemokraterne og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har haft en vis medvind den seneste tid.

Jesper Hvass

Momentum.

På og omkring Slotsholmen har et af de mest brugte ord i den senere tid været ordet »momentum«.

Blandt kommentatorer og andre politiske iagttagere har der bredt sig en fortælling om, at Socialdemokraterne og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) den seneste tid har styrket partiets og statsministerens position.

Målinger fra forskellige institutter har også ad flere omgange vist, at Socialdemokraterne går frem i meningsmålingerne, samt at Helle Thorning-Schmidt står godt på en række politiske områder i forhold til oppositionens statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen (V).

Men en ny måling fra analyseinstituttet Wilke understreger igen, at magtforholdet mellem rød og blå blok ikke rykker sig nævneværdigt, og hvis der var valg i morgen, ville blå blok stå til en markant valgsejr.

Vi har fået lidt mere kant og lidt flere tænder.
Mai Mercado (K), politisk ordfører

I målingen, der er foretaget i perioden mellem den 9. og den 14. april, står blå blok til at høste 53,1 pct. af stemmerne, mens rød blok inklusive Alternativet ville få 46,9 pct. af stemmerne.

Håb om tillid

Fordelt på mandater giver målingen 94 mandater til blå blok og 81 mandater til rød blok.

»Jeg noterer mig, at der er en lille fremgang for blokken, men den er langtfra stor nok. Jeg har et håb om, at flere danskere vil vise Socialdemokraterne deres tillid i takt med, at de resultater, vi har nået, viser sig,« siger politisk ordfører Maja Panduro (S).

»Jeg oplever i stigende grad, at der er anerkendelse af, at vi har haft en statsminister i spidsen, der har holdt hovedet koldt – også når de svære beslutninger skulle træffes,« fortsætter hun.

Socialdemokraterne stiger med 0,7 procentpoint – hvilket ligger inden for den statistiske usikkerhed – og partiet står dermed til at blive Folketingets største parti.

Venstre står i målingen til en fremgang på 1,7 procentpoint – hvilket ligger inden for den statistiske usikkerhed – og ville, hvis der var valg i dag, få 40 mandater i Folketinget eller 7 mandater færre end ved valget i 2011.

»Jeg fokuserer på og glæder mig over, at der er et solidt blåt flertal. Det er på trods af, at Socialdemokraterne har postet millioner af kr. i store kampagner,« siger politisk ordfører Inger Støjberg.

»Danskerne stemmer efter politik og ikke ud fra, hvilke kampagner de forskellige partier kører. Det finder jeg meget betryggende,« fortsætter hun.

Selv om blå blok har en komfortabel føring i meningsmålingerne, forventer Venstres politiske ordfører, at afstanden bliver mindre i valgkampen og på dagen for valget.

»Det bliver en meget tæt valgkamp. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Frem mod valget vil afstanden blive mindre og mindre,« siger Støjberg.

Konservative: Mere kant

Selv om blokkene ikke bevæger sig synderligt, så er der to partier, der kan indkassere en tilbagegang, der ligger uden for den statistiske usikkerhed.

SF går fra 8,2 pct. af stemmerne i målingen i marts til 6,1 pct. af stemmerne i denne måneds måling.

De Konservative kan ligeledes registrere en tilbagegang, så partiet nu står til 4,0 pct. af stemmerne. Det ligger 0,9 procentpoint under det historisk dårlige valgresultat, som tidligere formand Lars Barfoed fik i september 2011.

»Jeg bliver aldrig glad for, at målingerne går tilbage. Nu skal vi kæmpe endnu hårdere og præsentere vores politik. Vi har sat en række politiske dagsordner denne senere tid, og nu folder vi en ny kampagne, der er utraditionel, ud,« siger politisk ordfører Mai Mercado (K).

Kampagnen, der blandt andet indeholder store udendørsannoncer med budskabet »STOP – NAZI – ISLAM – ISME«, har været genstand for kritik fra forskellige sider.

»Vi plejer at fremlægge vores løsninger, og nu italesætter vi en række problemer. Det er noget nyt. Og det har også givet meget opmærksomhed. Vi har fået lidt mere kant og lidt flere tænder,« siger Mai Mercado.

Da målingen er lavet i perioden fra den 9. til den 14. april, er det kun en del af svarene, der kan være blevet påvirket af De Konservatives nye STOP-kampagne.

Det er derfor for tidligt at vurdere virkningen, men Mai Mercado er ikke ked af den megen kritik, der er kommet efter partiet har valgt at spille nazi-kortet.

»Vi vidste godt, at netop den plakat ville vække opmærksomhed. Vi sætter tingene hårdt op, men det er for pokker også et alvorligt problem. Det interessante er, at der er nogle lighedstegn. Der er tale om totalitære ideologier, der ønsker død over demokratiet. Det er baggrunden for vores kampagne,« siger Mai Mercado.