Thorning i internt opgør om reformer
Modsat De Radikale nedtoner statsministeren fremtidens økonomiske krise og advarer om at fokusere for meget på udbud af arbejdskraft.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kaster sig ind i en diskussion med den radikale leder, Morten Østergaard, om Danmarks økonomiske fremtid. Østergaard har advaret mod det underskud – populært kaldet »hængekøjen« – der venter statskassen efter 2020. Men Thorning er helt uenig med sin regeringspartner i problemets omfang.
»Jeg vil godt advare mod at overdramatisere tingene. Vi skal overholde vores budgetter og lade være med at bruge for mange penge, og så løser man en stor del af udfordringen,« siger hun.
Ifølge statsministeren er de hængende kurver i dansk økonomi ikke et problem, hvis bare budgetterne overholdes.
»Der er ikke nogen væsentlig hængekøjeudfordring, hvis man lader være med at bruge for mange penge,« siger hun og taler direkte imod at fokusere på reformer, der sigter mod at øge arbejdsudbuddet.
Morten Østergaard foreslog torsdag at hæve pensionsalderen tidligere end planlagt for at øge arbejdsudbuddet. Det afviser Thorning.
»Man skal passe på med at have et for ensidigt fokus på reformer, der vedrører arbejdsudbuddet. Det er der rigtig mange, der har i øjeblikket.«
Men Thornings kurs vil i sidste ende ramme velfærden, svarer Morten Østergaard:
»Hvis man ikke får lavet beslutninger af den karakter, som jeg taler om med at fremrykke den højere pensionsalder, så er alternativet at skære i velfærden,« siger Østergaard, der forsvarer sine reformkrav med, at han har »en alliance med virkeligheden«.
Opgøret i regeringen kommer, en uge efter at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, advarede om, at en økonomisk »maveplasker« venter danskerne efter 2020.