Terroraftale på plads: FE får ekstra muskler
Partierne bag forsvarsforliget er enige om at styrke Forsvarets Efterretningstjeneste med flere hundrede millioner. Det sker som en del af regeringens terrorpakke.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) bliver styrket for over 400 mio. kr. for at forbedre kampen mod terrorisme. Pengene skal bruges at styrke indhentning og analyse af oplysninger om terrortrusler fra udlandet.
Det er partierne i forsvarsforligskredsen – dvs. alle partiet undtagen Enhedslisten – blevet enige om efter forhandlinger i Forsvarsministeriet fredag eftermiddag.
"FE får nu langt bedre muligheder for at bekæmpe terrorisme," siger en tilfreds forsvarsminister Nicolai Wammen (S) på TV 2 News.
"En enig forligskreds bakker om de initiativer, der skal styrke Forsvarets Efterretningstjenestes muligheder for at bekæmpe terror. Vi har lagt en række konkrete ting på bordet, som kræver, at forsvarsforligskredsen sætter økonomi bag. Det er der givet grønt lys for nu," tilføjer ministeren.
Med aftalen afsættes der 415 mio. kr. over fire år til at styrke FE. Pengene kommer fra Forsvarets reserve og fra ubrugte midler fra i år.
Ifølge ministeren bliver de mange millioner omsat til blandt andet flere agenter, bedre elektronik til at aflytning og bedre muligheder for at analysere indsamlede efterretninger.
Desuden afsættes der omkring 2,5 mio. kr. årligt de næste fire år til at styrke kontrolorganet Tilsynet med Efterretningstjenesten.
Dagens aftale er en del af regeringens terrorpakke "Et stærkt værn mod terror," som blev præsenteret efter terrorangrebene i Paris og København tidligere i år. Sideløbende med forhandlingerne i Forsvarsministeriet har parterne forhandlet om politi- og PET-delen af regeringens terrorpakke. Det er sket i Justitsministeriet, hvor forhandlingerne dog er kollapset på grund af strid mellem Venstre og regeringen om finansiering.
Men selvom valgkampsretorikken for alvor er slået igennem de seneste uger, roser Venstre i dag FE-aftalen:
"Vi synes, at regeringen har lyttet til nogle af de forslag vi har haft, og vi synes, at det er endt på en ganske udmærket og tilfredsstillende måde," siger forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V).
Nicolai Wammen valgte for nylig at tække den mest omstridte del af forslaget tilbage. Oprindeligt lagde regeringen op til, at FE skulle kunne overvåge danske statsborgere i udlandet uden dommerkendelse, men efter voldsom kritik fra juraeksperter, Liberal Alliance og Enhedslisten blandt andre, valgte regeringen at sadle om. Fremover skal der altså en dommer ind over, før FE må iværksætte overvågning af danskere i udlandet.
Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, glæder sig over, at det i sin lykkedes at få regeringen til at bøje sig:
”Kampen mod terror skal kæmpes på retsstatens præmisser, og det sikrer vi er tilfældet, når vi målrettet overvåger de ekstreme kræfter med en dommerkendelse i baghånden. Denne retsgaranti har været vigtig for Liberal Alliance, så vi er godt tilfredse med, at regeringen er kommet til fornuft,” siger han i en skriftlig kommentar.
Enhedlisten, som altså står uden for aftalen, er ikke tilfredse med, at FE får nemmere ved at overvåge danskere i udlandet end Politiets Efterretningstjeneste har i Danmark. Retsordfører Pernille Skipper kalder situationen "retssikkerhedsmæssigt bekymrende".
"Selvfølgelig skal vi bekæmpe terrorisme og beskytte demokratiet. Men det skal selvfølgelig også gøres med respekt for vores retsstat og retssikkerhed. Og jeg er især skuffet over, hvordan SF og Radikale i kølvandet på de forfærdelige terrorangreb i Paris og København har sat grundlæggende principper over styr. Heldigvis har et stort pres udefra ført til, at man droppede de oprindelige planer om overvågning uden retskendelse, men desværre er man alligevel gået med til indskrænkninger i danske borgeres retssikkerhed. Det er rigtig ærgerligt," siger Pernille Skipper.
Ud over de ekstra penge ønsker regeringen at give FE mulighed for at overvåge danske "foreign fighters" i udlandet. Det kan eksempelvis være danskere, der drager til Syrien eller Irak for at deltage i kamphandlinger.