Politikere græmmes over blomster til terrorist
På den formodede gerningsmands dødssted ligger der nu blomster. Umenneskeligt, lyder det fra politikere.
Her til morgen oplever flere blomsterbutikker i København nok en højere efterspørgsel end normalt.
Borgere lægger nemlig flittigt blomster uden for Krudttønden, hvor den 55-årige Finn Nørgaard blev skudt i lørdags. Det samme uden for den jødiske synagoge, hvor Dan Uzan døde tidligt søndag morgen.
Men de to var ikke de eneste, der måtte lade livet for kugler. Også gerningsmanden til terrorangrebene, Omar Abdel Hamid El-Hussein, døde på Svanevej, og på det sted ligger der i dag også blomster.
Det forarger bredt på Christiansborg, hvor mange politikere i dag forbereder sig på at tage til mindehøjtidelighed i aften.
”Jeg synes, det er et kæmpe overgreb på den danske befolkning, at der er nogen, der lægger blomster, der hvor han døde. Og især for de overlevende. Men der vil altid være idioter, og det her viser med al tydlighed, at vi ikke skal blive blinde for det,” siger SF’eren Özlem Cekic.
Hun suppleres af flere tilkendegivelser på de sociale medier, her fra Venstres Jakob Engel-Schmidt og formanden for De Konservative, Søren Pape.
Forstår ikke de, der lægger blomster ved Svanevej. Hver stilk på jorden bidrager til at opdele i "os og dem", og han handlede alene #dkpol
— Jakob Engel-Schmidt (@engelschmidt) February 16, 2015
I går interviewede den svenske avis Aftonbladet de to samboende Sebastian og Malthe på Svanevej, som gik i gang med at flytte blomsterne.
”Jeg synes, det er synd, at han er død, men blomsterne burde ikke ligge der,” siger Sebastian til avisen.
TV2 talte tidligere på dagen med en af de besøgende, som kom for at lægge blomster.
Sanna al-BaItam var forbi med en buket lyserøde roser og forklarede:
”Det gør jeg, fordi han var muslim, og fordi jeg kendte ham fra Mjølnerparken. Vi er desuden ikke sikre på, at det var ham, der gjorde det. Og hvis det er ham, så har det ikke noget med det islam, jeg kender, at gøre. Hvis det er ham, så må han være blevet manipuleret,” siger hun til tv2.dk.