Troels Lund Poulsens advokat klager over lækage
Skattesagens endelige afgørelse blev, ligesom Helle Thorning-Schmidts skatteoplysninger, lækket.
I 2011 blev fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skattesag og privatøkonomi lækket til avisen BT. Søndag blev konklusionen på en årelang undersøgelse af lækagen så lækket til pressen dagen før offentliggørelsen.
Det har fået advokaten for tidligere skatteminister fra Venstre og en af de hovedmistænkte bag lækket i 2011 Troels Lund Poulsen til at kræve, at justitsministeriet nu undersøger, hvordan Skattesagskommissionens konklusioner endte i Politiken søndag.
Der har været spekuleret i, om en af bisidderne lækkede beretningen, men ifølge Troels Lund Poulsens advokat, Karoly Nemeth, fik bisidderne først overdraget dokumentet, efter at Politiken havde skrevet om indholdet.
Som bisidder for Troels Lund Poulsen fik Karoly Nemeth i sidste uge at vide, at han sammen med de 18 andre bisiddere ville få udleveret kommissionens endelige beretning søndag eftermiddag - en dag før at den ville blive offentliggjort.
Ifølge et brev fra Karoly Nemeth til Justitsministeriet fik han oplyst, at den næsten 1700 sider lange beretning først blev overdraget til personen, der skulle sørge for, at de blev udleveret til bisidderne, klokken 16 søndag eftermiddag.
Allerede klokken 16.15 kunne man imidlertid i en længere artikel på Politikens hjemmeside blandt andet læse, at Peter Loft modtager kraftig kritik i rapporten, samt at Troels Lund Poulsens forklaring bliver stemplet som utroværdig.
”Der er således en lækage i Justitsministeriet, som jeg kræver undersøgt,” skriver Karoly Nemeth i slutningen af brevet.
I artiklen fra søndag eftermiddag skriver Politiken, at avisen er i besiddelse af den endelige beretning, men nævner ikke noget om, hvordan avisen har fået fat i den, en dag før den egentlige udgivelse.
Til præsentationen af Skattekommisionens endelige rapport mandag, sagde justitsminister Mette Frederiksen, at hun syntes, at det var ærgerligt, at beretningen blev lækket. Det havde ifølge hende været bedre, hvis offentligheden havde fået adgang til hele beretningen på én gang.
Hun mener dog ikke, at det kan være nogen i Justitsministeriet, der har har lækket resultatet af undersøgelsen.
”Jeg har ingen viden om, at der er sket en lækage her fra Justitsministeriet, men jeg undersøger gerne, om man kan afdække forløbet,” sagde hun til pressemødet.
Det er ikke første gang, at undersøgelsen har haft problemer med at holde tæt. I oktober sidste år anmeldte Skattesagskommisionen en ”lækage af kommisionens interne dokumenter” til politiet.
Dengang var et omstridt anonymt brev, der fortalte, at Venstre havde bedt et advokatfirma udarbejde et notat om skattesagen med henblik på at lække det til pressen, endt hos Berlingske.
Også dengang var bisidderne under mistanke for ikke at kunne holde tæt med kommissionens interne og fortrolige oplysninger, og for at lække dem til pressen.
”Vi mener, det er mest sandsynligt, at det er bisidderne, der er kommet til at låne det her brev ud til Berlingske,” sagde formanden for Skattesagskommissionen, Lars E. Andersen, dengang til Berlingske Nyhedsbureau.
Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få bekræftet de oplysninger om proceduren for udlevering af Skattekommissionens endelige beretning, som Karoly Nemeth angiver i sit brev til Justitsministeriet.