Måling: Thulesen er den mest troværdige partileder
Radikale daler i troværdighed efter at Vestager er skiftet ud med Østergaard.
Dansk politisk mest troværdige partiledere findes på de politiske fløje, viser en ny måling, som Megafon har lavet for TV 2 Nyhederne.
Mest troværdig er DF-lederen Kristian Thulesen Dahl, der scorer 1,08 i målingen, mens Enhedslistens politiske leder Johanne Schmidt-Nielsen med 0,92 er på andenpladsen.
Dermed gentager Thulesen Dahl den førerposition, som han også havde i den forrige måling for tre måneder siden.
De Radikale, som i den forrige partileder-måling indtog andenpladsen med Margrethe Vestager i spidsen, er efter at Morten Østergaard har overtaget formandsposten dumpet ned på sjettepladsen.
Det kniber også for den nye formand for Det Konservative Folkeparti at trænge igennem til vælgerne. Søren Pape Poulsen indtager ottende- og dermed sidstepladsen i måling, men deler placeringen med Anders Samuelsen, leder af Liberal Alliance.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indtager tredjepladsen - lige foran Venstres leder Lars Løkke Rasmussen på fjerdepladsen.
De to toppolitikere ventes at blive de centrale figurer i den kommende valgkamp, og en Wilke-måling foretaget for Jyllands-Posten viser, at Thorning-Schmidt i øjeblikket er et mulehår foran Løkke.
Især når det gælder vurderingen af, hvem af de to statsministerkandidater, der vil være bedst til at håndtere den økonomiske krise, har vælgerne foretaget et markant holdningsskifte i løbet af Thornings tid som regeringsleder.
Hvor 53,6 pct. i 2012 mente, at Løkke ville være bedst til krisestyringen, er der kun 33,8 pct., som mener det i dag.
Thorning har overhalet Løkke på økonomien, der betragtes som et af de væsentlige parametre, når danskerne skal tage stilling til, hvem de vil stemme på.