"Det mest forfærdelige er det værdiskred, det her vidner om"
Liberal Alliances socialordfører forstår ikke, at kommunerne ikke flover sig over deres vakuumpakkede ældremad.
"Det mest forfærdelige er det værdiskred, det her vidner om. Der sker et skred i de værdier, som det her velfærdssamfund er bygget op på."
Sådan siger Liberal Alliances socialordfører, Thyra Frank, om flere kommuners tiltag med at køre kold, vakuumpakket mad ud til de ældre én gang om ugen i stedet for at smøre mad på daglig basis.
I Faaborg-Midtfyn Kommune har et politisk flertal allerede aftalt, at hjemmehjælperne til næste år ikke længere skal bruge tid på at smøre mad til de ældres frokost hver dag. I stedet skal kommunens centralkøkken sende vakuumpakkede smørrebrødsmadder én gang om ugen.
De skulle selv have lov til at spise sådan noget mad og intet andet end det.Thyra Frank
Tiltaget giver kommunen en besparelse på 2 mio. kr. Men de par sparede millioner er intet i forhold til det moralske forfald, aftalen repræsenterer, mener Thyra Frank.
"Der sidder nogle politikere ude i de her kommuner, som jeg ikke fatter kan være bekendt at stemme sådan noget igennem uden at få røde ører. De skulle selv have lov til at spise sådan noget mad og intet andet end det," siger hun bistert.
For selv om maden måske efter en uge i en vakuumpakke stadig indeholder den næring, som frisk mad indholder, og selv om en undersøgelse fra Faaborg-Midtfyn Kommune har vist, at de ældre er "tilfredse" med den mad, de får leveret, er der en moralsk grænse for, hvad vi som samfund kan byde vores ældre, mener Thyra Frank.
"Selvfølgelig klager de ældre ikke. Det er en generation, der tager, hvad der kommer og ikke brokker sig over det. Det betyder ikke, at kommunerne bare skal have lov til at servere over en uge gammelt rugbrød. At det kan være holdningen i Danmark i 2014 gør mig ærlig talt lidt trist," siger hun.
Thyra Frank erkender, at landets kommuner selv styrer deres økonomi, og at - hvilket socialministeren i denne forbindelse også har påpeget - derfor selv er ansvarlige for ældreplejen. Alligevel mener hun, at der må gøres noget, før værdierne skrider endnu mere.
"Måske skal vi gå ind og spørge, om det i virkeligheden er den her vej, vi vil gå i det danske samfund. Vi må sende et kraftigt signal til KL, som bliver nødt til at komme på banen."
Kommunernes Landsforening, KL, har ikke ønsket at kommentere kritikken af kommunernes vakuumpakkede ældremad, og det er Thyra Frank ganske frustreret over.
"Rent moralsk bør man ikke bare affeje det her spørgsmål," siger hun.
Hos et andet parti i den borgerlige lejr, Venstre, vil ældreordfører Anne-Mette Winther Christiansen også gerne vide, hvordan kommunernes organisation KL har tænkt sig at håndtere udfordringerne på ældreområdet.
"Jeg er sikker på, at der ligger nogle bevæggrunde til grund for kommunernes beslutninger. Men jeg håber, at det er et emne, KL tager med til kommende forhandlinger om kommunernes økonomi, så vi kan få at vide, om det er den vej, man ønsker at gå fremover," siger hun.
Vi vil ikke bruge penge på duften af mad hos ældre, men de rigeste danskere fik da deres skattelettelser i en lind strøm.FOA-formand Dennis Kristensen
Både Ældre Sagen, FOA samt flere politiske partier har allerede ytret deres forargelse over kommunernes prioritering af pengene.
Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup kalder over for Jyllands-Posten tiltaget for "at gå over stregen", mens FOAs sektorformand Karen Stæhr siger til Ritzau, at kommunerne har ignoreret flere kommissioners råd og anbefalinger i jagten på et par sparede millioner.
FOAs formand, Dennis Kristensen, har desuden kortfattet kommenteret sagen på Twitter.
"Vi vil ikke bruge penge på duften af mad hos ældre, men de rigeste danskere fik da deres skattelettelser i en lind strøm," skriver han.
Faaborg-Midtfyn Kommune forsvarer sin mad til ældre
Socialminister Manu Sareen vil nu tage problemet om håndteringen af ældremaden op med KL, men har ingen intentioner om at gribe ind i måden, kommunerne forvalter pengene på.