Fortsæt til indhold
Politik

Venstre vil forskelsbehandle i fængslerne

Indsatte: Der burde ikke bruges en »bøjet 25 øre« på udlændinge, der skal sendes hjem, mener retsordfører.

Nikolaj Rytgaard

Det voksende antal udlændinge i de danske fængsler har det alt for godt.

Det mener Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, som kalder det årtiets retspolitiske problem, at kriminelle fra udlandet optager mere og mere plads i landets fængsler og arresthuse.

»Man bliver nødt til at se på afsoningsvilkårene for den gruppe, for de frygter ikke at komme til at afsone i Danmark. Nogle kan tjene flere penge, mens de afsoner i fængsler i Danmark, end de kunne ved at arbejde i deres hjemlande i Østeuropa. Det bliver vi nødt til at forholde os til og lave en klar opdeling af folk, der skal indsluses i det danske samfund, og den voksende gruppe af folk, der ikke skal,« siger Karsten Lauritzen.

I dag har alle fængslede ret til at blive beskæftiget eller uddannet, mens de afsoner deres straf. F.eks. bliver udlændinge dømt til udvisning tilbudt arbejdstræning, hvor de lærer at sy, eller korte kurser i førstehjælp, svejsning eller hygiejne – et såkaldt pølsemandskursus, oplyser Kriminalforsorgen.

Det udløser en løn på 9,60 kroner i timen plus tillæg på op til 5,92 kr., afhængigt af om fangen arbejder stabilt.

»Det kunne være, at de ikke skulle være omfattet af den forpligtelse. Principielt synes jeg ikke, at man skal bruge en bøjet 25 øre på folk, der skal udvises,« siger Karsten Lauritzen.

Udmeldingen kommer som et led i Venstres udlændingepolitiske offensiv frem mod valget.

Senest har politisk ordfører Inger Støjberg (V) i Berlingske argumenteret for at fastsætte forskellige krav til indvandrere – alt efter om der er tale om en »kristen amerikaner« eller »en muslimsk somalier«.

Også det nye indspark kritiseres fra flere fronter.

Det vil ikke virke, vurderer Ole Ingstrup, tidl. leder af den canadiske kriminalforsorg i en lang årrække:

»I mit liv har jeg talt med tusindvis af fanger, og jeg har aldrig hørt dem frygte afsoningsforholdene.«

Ifølge Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, virker det, som om Venstre for tiden har glemt, at loven er lige for alle.

»Fokus skal ligge på, at de bliver sendt hjem, og ikke på at oprette discountfængsler,« siger hun.

De Konservative er enige.

»Det generer ikke mig, at de kan kvalificere sig til at tjene lovlige penge, når de kommer hjem,« siger retsordfører Tom Behnke (K).