Fortsæt til indhold
Politik

V kræver en ny trusselsvurdering og svar på, om russerne kommer

Forsvar: Udviklingen i Ukraine nødvendiggør en ny vurdering af de militære trusler mod Danmark, mener Venstre. Partiet er både parat til omprioriteringer i forsvaret og til at øge forsvarsbudgettet.

Dorte Ipsen Boddum

Med Ruslands fremfærd i Ukraine har det efterhånden et komisk skær over sig at hævde, at der ingen militære trusler er mod Danmark i nogen overskuelig fremtid og udelukkende fokusere på terror, cyberkrig og fjerne lande.

Det mener Venstre, der kræver, at regeringen iværksætter en analyse af trusselsbilledet og behovet for ændringer i forsvaret.

»Samtidig med at vi har moderniseret og sparet på forsvaret, er der sket nogle helt dramatiske ting i vores nærområde, og derfor kan man godt komme til at se om ikke komisk så lidt mærkelig ud, hvis man siger, at trusselsbilledet ikke er lige i nærområdet, men længere væk. Der er sket en udvikling, som vi bliver nødt til at forholde os til,« siger forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V).

Han understreger, at Venstre står ved det eksisterende forsvarsforlig, der gælder frem til 2017, men med udviklingen i Ukraine er der ikke tid til at vente på et nyt forsvarsforlig, inden truslen mod Danmark tages op til revurdering.

Mener I seriøst, at vi skal være bange for, at russerne kommer?

»Det ved vi jo ikke. Sagen er sådan set præcis det. Det er ikke et spørgsmål, vi kan besvare. Vi har brug for at få en analytisk akademisk redegørelse, som afklarer, hvor bekymrede vi egentlig skal være. At påstå, at der ikke er grund til bekymring, er simpelthen for langt ude,« siger udenrigsordfører Søren Pind (V).

De grønne mænd

»Hvad skal vi egentlig stille op, hvis de grønne mænd pludselig også dukker op i et af de baltiske lande og begynder at lave uroligheder og føre den form for krigsførelse? Har Nato kapaciteten til at håndtere det? Hvad skal Danmark stille op? Og det afgørende spørgsmål – ja, hvad med det danske territorium? Kan vi bare roligt læne os tilbage?«

Venstre udelukker hverken omprioriteringer i forsvaret eller flere penge, hvis analysen munder ud i en ændret trusselsvurdering. Det kan ifølge Troels Lund Poulsen være flere militærøvelser med fokus på Østeuropa, flere soldater i den danske flåde og måske færre ørkensoldater i hæren, og det er helt sikkert dansk deltagelse i Natos missilforsvar, som regeringen endnu ikke har taget stilling til.

Nabolande opjusterer

Sverige har netop hævet forsvarsbudgettet med 5,5 mia. svenske kroner, og Norge har købt 52 nye superavancerede kampfly. Venstre er også parat til at bruge flere penge på forsvaret.

»Vi ser åbent på det. Svenskerne vil bruge flere penge, og nordmændene ligger højt på investeringer. Spørgsmålet er, om vi er sikre på, at vi er klædt godt nok på som land,« siger Troels Lund Poulsen.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) afviser, at der er behov for en ny analyse af den militære trussel mod Danmark.

»Jeg ser stadig ikke en konventionel, militær trussel mod Danmark i vores nærområde. Men Ukraine-krisen har selvfølgelig øget vores opmærksomhed på risikoen for konflikt og ustabilitet i vores nærområde. Derfor har vi også truffet en lang række beslutninger i Nato, EU og OSCE, der adresserer de bredere sikkerhedspolitiske konsekvenser af krisen i Ukraine – herunder sanktioner og udsendelse af kampfly til Baltikum og observatører til Ukraine,« siger han.

Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Hans Mouritzen mener heller ikke, at der er noget at frygte – hverken for de baltiske lande eller for Danmark.

»Vi skal ikke overvurdere, hvad der er sket i Ukraine. Putin reagerer faktisk stadigvæk både rationelt og forudsigeligt, og han kender udmærket Natos musketered. Han vil aldrig angribe et Nato-land, for så falder den amerikanske hammer,« siger han.

Rusland er en ny trussel

Professor på Center for Militære Studier på Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen mener derimod, at der er god grund til at revurdere truslen fra Rusland.

»Vi må i stigende grad erkende, at Rusland også er et problem. Vi er ikke på vej imod en ny kold krig, men Rusland er et nyt problem i den forstand, at vi har indrettet vores forsvar efter, at Rusland ikke var et problem,« siger han.