Antal på førtidspension styrtdykker

I 2013 blev der tilkendt under halvt så mange nye førtidspensioner som i 2012, skriver nyhedsbrevet Agenda.

I 2013 blev der i de danske kommuner tilkendt 5.687 nye førtidspensioner. Det viser tal fra Ankestyrelsen.

Tallet markerer et regulært styrtdyk fra 2012 og 2011, da kommunerne tildelte henholdsvis 14.450 og 15.969 nye førtidspensioner. Alene i Lejre Kommune er antallet af nytilkendelser til førtidspension eksempelvis faldet fra 100 i 2012 til 10 i 2013.

"De borgere, der ellers ville være kommet på førtidspension, er i stedet kommet i fleksjob eller på forrevalidering," siger Lone Lykke Marker, der er arbejdsmarkedschef i Lejre Kommune, til DA's nyhedsbrev Agenda som en forklaring på, hvorfor antallet af førtidspensioner er styrtdykket.

Reform fra 2013

Årsagen til faldet i nytilkendelser af førtidspension skal findes i reformen af førtidspensions- og fleksjobområdet, som Folketinget vedtog i 2012, og som trådte i kraft i januar sidste år.

De borgere, der ellers ville være kommet på førtidspension, er i stedet kommet i fleksjob eller på forrevalidering.

Lone Lykke Marker, arbejdsmarkedschef i Lejre Kommune

Ideen med reformen er ifølge Beskæftigelsesministeriet, at kommunerne først må tildele førtidspension, hvis det er "helt åbenlyst, at en person aldrig kan komme til at arbejde". En meget begrænset arbejdsevne skal i stedet for førtidspension udløse et fleksjob.

Også fald i ældre førtidspensionister

Mens 10.528 personer over 40 år fik førtidspension i 2012, faldt antallet til 4.354 i 2013. Det betyder, at også ældre borgere i langt højere grad får andre ydelser af kommunen end den permanente førtidspension.

Men bl.a. i Frederiksberg Kommune har man et misforhold mellem faldet i antallet af tildelte pensioner og væksten i ressourceforløb og fleksjob.

"Det skyldes, at vi I forhold til tidligere har startet nogle forløb med beskæftigelsesindhold for de borgere på kontanthjælp, der er længst fra arbejdsmarkedet. Dette er godt nok, men kan medvirke til, at der faktisk er borgere, der retligt burde have et ressourceforløb, men som nu er i en anden aktivitet," siger arbejdsmarkedschef på Frederiksberg Johnny L. Madsen til Agenda og tilføjer, at kommunen er ved at rette op på misforholdet.

Bred politisk opbakning

Man kunne allerede ane en faldende tendens i tilkendelsen af førtidspensionerne sidste sommer, da tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viste, at antallet af nye førtidspensionister fra juni 2012 til juni 2013 var faldet med 25 pct. på landsplan.

Reformen blev vedtaget af regeringen, Venstre, Konservative og Liberal Alliance, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen udtalte ved vedtagelsen, at det var en "økonomisk ansvarlig reform".

"Det er ikke bare en spareøvelse, men flytter penge fra ydelser til en aktiv indsats," sagde hun efter vedtagelsen til TV 2 News.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup var mindre entusiastisk og kaldte i juni 2012 reformen for "socialt skæv". Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen var heller ikke særlig positiv, tværtimod anklagede han partierne bag reformen for at "sparke til syge og mennesker med handicap".

Tallene fra Ankestyrelsen viser, at der er store kommunale forskelle i antallet af tildelinger af førtidspension. I Lejre, Nordfyns, Næstved og Vesthimmerland er faldet på over 85 pct., mens faldet i eksempelvis Kerteminde, Skive, Viborg og Vallensbæk kun er ca. 20 pct.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen