Fortsæt til indhold
Politik

Jonas Dahl vil ikke være ny formand

SF’eren Jonas Dahl skal være farmand og vil derfor ikke være formand. Han bakker nu fuldt op om Pia Olsen Dyhr.

Der bliver tilsyneladende intet kampvalg mellem SF’s folketingsmedlemmer om formandsposten i det kriseramte parti.

Pia Olsen Dyhr har officielt meldt sig som kandidat, hun har massiv opbakning i folketingsgruppen - og nu melder også den tidligere skatteminister Jonas Dahl, at han ikke vil stille op til posten.

Det fortæller han til TV2 News.

»Jeg tror, at Pia er den, der kan samle SF,« siger Jonas Dahl, der især mener, at Pia Olsen Dyhrs erfaring fra ministerholdet er afgørende, når SF i den kommende tid skal søge indflydelse.

»Hun kender det interne forløb, og også de folk, som vi nu skal bokse med, når vi skal have nogle aftaler igennem,« siger Jonas Dahl, der understreger, at han bakker »fuldtonet« op om Pia Olsen Dyhr.

Dahl: Skal være far igen

Jonas Dahl har selv været nævnt som en mulig formand, men han vil altså ikke stå i spidsen for partiet.

»Jeg har gjort mig mine overvejelser, og der er også nogle private overvejelser. Jeg skal være far for anden gang om en måned, og det synes jeg ikke, at det er foreneligt med at sige ja til denne her post, hvor der virkeligt er behov for at få genopbygget SF,« siger Jonas Dahl, der mener, at SF er i en yderst kritisk situation.

»Vi har ligget med røven i klaskehøjde. Og derfor er der behov for, at vi i fællesskab strammer lidt op,« siger Jonas Dahl, der gerne vil bidrage og støtte »med alt hvad jeg kan«.

»Men det er ikke mig, der skal stå i spidsen for SF«.

Cekic: Den rette kandidat

Tidligere på dagen kom det frem, at også folketingsmedlem Özlem Cekic peger på Pia Olsen Dyhr.

»Jeg tager på vinterferie nu, men vil gerne give udtryk for min fulde opbakning til Pia Olsen Dyhr,« skrev Cekic på sin Facebook-profil.

»Pia har - med de vilkår hun er opvokset under - haft helt tæt ind på livet, hvad det vil sige at bryde den negative sociale arv. Jeg er glad for, at det er en som ved, hvad hun snakker om, der stiller op som ny SF-formand,« skriver Özlem Cekic.

Også SF-folketingsmedlem Trine Pertou Mach melder klart ud, at hun bakker op om Pia Olsen Dyhr.

»Pia har det, der skal til, for at blive formand for et stærkt SF, som venstrefløjen har brug for. Det er godt, at hun er klar til at stille sig i spidsen. Hun har de kvalifikationer og kompetencer, der skal til for at stå i spidsen for det projekt, som SF skal i gang med,« siger Trine Pertou Mach til Jyllands-Posten.

I de seneste dage har også folketingsmedlemmerne Pernille Vigsø Bagge, Holger K. Nielsen og Steen Gade peget på Pia Olsen Dyhr.