Regeringens nye ministre er udpeget
Holger K. Nielsen (SF) bliver ny udenrigsminister efter Villy Søvndal (SF), erfarer Jyllands-Posten.
Ny skatteminister bliver SF's politiske ordfører Jonas Dahl.
Pia Olsen Dyhr (SF) fortsætter som transportminister, men overtager Holger K. Nielsens plads i regeringens magtfulde økonomiudvalg. Dermed overtager hun rollen som SF's økonomiske chefforhandler.
Holger K. Nielsen rykker til gengæld ind i regeringens koordinationsudvalg, hvor Pia Olsen Dyhr nu sidder.
Ny justitsminister efter Morten Bødskov (S) bliver ifølge Jyllands-Postens oplysninger fødevareminister Karen Hækkerup (S), der dermed rykker op på en tungere post i regeringen.
Overraskelsen
Rokadens overraskelse er EU-parlamentariker Dan Jørgensen (S), der overtager Fødevareministeriet efter Karen Hækkerup, erfarer Jyllands-Posten.
Det betyder, at politisk ordfører Magnus Heunicke (S), som mange havde spået en ministerpost, også ved denne rokade bliver forbigået.
Med Dan Jørgensen får statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) en loyal støtte ind i regeringen. Samtidig undgår hun at ændre på de ledende poster i folketingsgruppen med risiko for at fremprovokere nye magtkampe mellem S-gruppens kaffeklubber.