- Opdateret 10/12/2013 kl. 18:51
Thorning-foto med Obama går viralt
Internationale medier undrer sig over Thornings såkaldte selfie med præsident Obama.
Et foto af Helle Thorning-Schmidt bliver i øjeblikket delt heftigt på internettet.
På billedet ses den danske statsminister i færd med at lave et såkaldt selfie - et selvportræt med en mobiltelefon - sammen med den amerikanske præsident Barack Obama og den britiske premierminister David Cameron.
Billedet er taget tidligere på dagen under mindehøjtideligheden for den afdøde sydafrikanske præsident Nelson Mandela i Soweto.
Det står ikke helt klart, om det er Thorning eller for eksempel Obamas telefon, der bliver benyttet.
Statsministeriet ønsker ikke at kommentere billedet.
Store medier bringer foto
Øjeblikket mellem de tre statsledere er fanget af en fotograf fra nyhedsbureauet AFP og blev øjeblikkeligt delt af flere tusinde på internettet.
Indenfor ganske kort tid er det også blevet brugt af flere store amerikanske medier som Washington Post, USA Today, Huffington Post, Buzzfeed, Fox News, CNN og ikke mindst det store internetsite reddit.com, hvor Thorning-fotoet tirsdag aften lå som nummer ét.
Ligner Thorning...
Ikke alle kunne dog umiddelbart genkende Thorning.
»Præsident Obama og David Cameron tager et selfie med en ’ikke identificeret embedsmand’,« skrev en journalist fra Washington Posts umiddelbart på Twitter.
Heller ikke USA Today - der bringer billedet under overskriften »Obama og Cameron tager et selfie« kan helt genkende kvinden i billedet.
»Men det ligner i høj grad den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt,« skriver avisen.
Vigtigste selfie i 2013?
Andre er dog ikke så meget i tvivl og har genkendt den danske regeringsleder.
Journalist Jon Williams fra tv-stationen ABC skriver, at det »minder om en scene fra Borgen!«.
Buzzfeed - et af de største amerikanske nyhedssites - stiller spørgsmålet: »Er dette det vigtigste selfie i 2013?«
Upassende
Flere brugere på de sociale medier bemærker dog også, at det er »upassende« med et selfie til en begravelse.
Også andre billeder af Thorning sammen med præsident Obama og med en tilsyneladende utilfreds præsidenthustru Michelle Obama har i dag været populære på de sociale medier.
Det er ikke oplyst, om billedet er taget før eller efter, at Helle Thorning-Schmidt har fået oplyst, at Morten Bødskov trækker sig fra posten som justitsminister.