Vælger: Min kone fik frataget stemmeretten
"Det var ubehageligt, og vi blev vrede," lyder det.
Da Anette Andersen i går ville stemme til kommunalvalget i Odense omkring kl. 18.30, kunne det ikke lade sig gøre.
Ifølge Fyens Stiftstidende fik hun af de valgtilforordnede at vide, at hun allerede havde stemt kl. 13.50.
Det forklarer Anette Andersens mand, Lars Andersen, over for avisen, og parret afviser, at hun allerede havde stemt.
Fejrede fødselsdag
Kl. 13.50 fejrede hun nemlig sin datters fødselsdag, og ægteparret er overbevist om, at valgkortet ikke har været i andre hænder.
"Det var ubehageligt, og vi blev vrede. Vi har altid stemt til valgene og synes, det er vigtigt at få indflydelse ved at stemme. Valget var jo rigtigt tæt, så det kunne få stor betydning. Det var frustrerende for min hustru at få frataget sin stemmeret," siger Lars Andersen til Fyens.dk.
Skaber undren
Anette Andersen har ikke ønsket at udtale sig, men hendes mand undrer sig over, at sådan en fejl kan ske.
"De valgtilforordnede troede mere på computeren end på os. Det var lidt som at stå i lufthavnen med sin billet og få at vide, at der ikke er plads på flyveren," siger han til Fyens.dk.
Det vides endnu ikke, om den angivelige fejl er blevet registreret på valgstedet.