Fortsæt til indhold
Politik

GGGI undsiger Løkkes forklaring om betaling

Rejsepenge: Løkke sagde på sit pressemøde, at han overhovedet ikke fik diæter fra GGGI i 2012. Men det gjorde han i alt fire gange, bekræfter GGGI.

En af Lars Løkke Rasmussens forklaringer fra det store pressemøde om GGGI-rejserne bliver undsagt af organisationen. Det handler om de diæt-penge, som Venstres formand i 2012 modtog på sine rejsedage i organisationens tjeneste.

På pressemødet i oktober fastslog Løkke i flere omgange, at »jeg har ikke fået nogen udbetalinger fra GGGI overhovedet i det sidste skatteår. Al udbetaling, jeg har fået fra GGGI, det er efter den 1. januar 2013,« sagde Løkke og tilføjede kort efter:

»Bare for, at det er helt klart: Jeg har ikke modtaget noget honorar eller nogen diæter eller andet i 2012 fra GGGI.«

Af de bilag, Løkke udleverede, fremgår det imidlertid, at der i forbindelse med fire Løkke-rejser i 2012 er udbetalt penge til ham. Jyllands-Posten har tidligere skrevet om en af de fire udbetalinger, fordi der foreligger en håndskrevet kvittering om, at kontanterne blev »Hand-delivered to Mr. Rasmussen.« Det kunne ikke umiddelbart afgøres, om de tre andre bilag betød, at Løkke så rent faktisk fik pengene. Men det bekræfter GGGI nu, at han fik.

Direkte adspurgt, om formanden modtog pengene, svarer kommunikationsdirektør Michael Sullivan i en mail til Jyllands-Posten:

»Ja, det er registreret i dokumenterne.«

7.145 kr. på 10 dage

Diætpengene blev udbetalt som et dagligt beløb, hvis størrelse afhænger af rejselandet. Det daglige beløb lå mellem 111 dollar og 159 dollar, og på de fire rejser blev Løkke betalt for ialt 10 rejsedage. De fire rejser gik til Rio de Janiero i juni, hvilket gav 306 dollar. Til Sydkorea i oktober, der udløste 258 dollar. Til Sydkorea og Frankrig i november, som gav 447 dollar. Samt til Qatar i december til 222 dollar.

Omregnet efter den daværende valutakurs svarer de 1.233 dollar til omkring 7.145 kr.

»Løkke har fået daglige diæter, der er markant større, end de får i andre internationale bistandsorganisationer. Det er den ene ting. Det andet er, at han giver decideret forkerte oplysninger på pressemødet. Han har fået penge i 2012. Ikke bare en gang. Men flere gange. På mig virker det mest af alt, som om han har været meget nidkær med, at han selv fik noget ud af det,« siger udviklingsordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

»Jeg synes, man skal passe meget på med, hvordan man bruger andre folks penge. Hele det her forløb vidner om en meget lemfældig omgang med skattekroner. Og så tror jeg, at han selv havde et ønske om, at pressemødet ville lukke sagen. Men hver gang der bliver vendt en sten, så dukker der noget mere frem,« siger Rosenkrantz-Theil.

De Radikales ordfører kalder sagen »trist«:

»Det er noget sjusk at man forbereder sig grundigt på et pressemøde, hvor man siger, man lægger alt frem, og så kommer med ukorrekte oplysninger, der viser sig, når nogen begynder at pille i det. Det sætter selvfølgelig spørgsmålstegn ved, om alt det andet, han har sagt på pressemødet, så også har passet,« siger udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen (R), der ikke opfatter beløbets størrelse som problematisk.

»Det fylder ikke så meget ved siden af de udgifter, der er blevet anvendt på første klasses flybilletter,« siger han.

Heller ikke hos Venstres samarbejdspartner Dansk Folkeparti er der begejstring over Løkkes håndtering af sagen.

»Ideen med pressemødet var selvfølgelig, at det hele skulle lægges frem. Jeg ser ikke noget stort i det, men selvfølgelig skal man svare korrekt, når man bliver spurgt. Det er ikke helt perfekt, når man siger, at man ikke har fået diæter, og man så alligevel har fået det fire gange. Det burde man nok kunne erindre, men jeg vil da ikke afvise, at man godt kan glemme noget i skyndingen,« siger udviklingsordfører Hans Kristian Skibby (DF).

Kan man godt glemme, at man fire gange har fået penge?

»Det er nok ikke mig, du skal spørge om det. Det synes jeg, du skal spørge Lars Løkke om.«

Lars Løkke Rasmussens rådgiver oplyser, at Venstres formand ikke har yderligere kommentarer.