Aftale med K: Ny folkeskole fra 2014
Konservative accepterer kompromisudspil fra regeringen, der betyder, at størstedelen af skolereform træder i kraft om et år.
Efter hektiske forhandlinger mellem finansminister Bjarne Corydon (S) og den konservative formand Lars Barfoed (K) er der nu enighed om, hvordan den nye folkeskolereform kommer til verden.
Ifølge jp.dk’s oplysninger har De konservative accepteret en model, der betyder, at partiet støtter en stor del af den reform, regeringen har aftalt med Venstre og Dansk Folkeparti. Samtidig er det aftalt, at den omstridte lektiecafe ikke gøres obligatorisk for eleverne at deltage i før 2016.
”Lektiehjælp bliver i 2014-16 obligatorisk for skolerne at tilbyde, men et frivilligt tilbud for eleverne. Tiden til faglig fordybelse og lektiehjælp placeres om eftermiddagen i ydertimerne, således at det obligatoriske timetal for eleverne reduceres,” står der i den nye aftale.
Gennemføres i to trin
For de konservatives leder Lars Barfoed har modstanden mod reformen især handlet om den obligatoriske - eller "tvungne" som han har kaldt det - lektiecafe for alle børn.
Løsningen betyder, at reformen gennemføres i to trin.
Første trin træder i kraft om et år – efter sommerferien 2014 – og betyder, at landets skoleelever hver uge som minimum får 30 timer i de mindste klasser, 33 i 4. til 6. klasse og 35 i de ældste klasser. Hvis eleverne vel at mærke vælger at deltage i den lektiecafe, som skolerne skal tilbyde to timer ugentligt.
Hvis eleverne ikke vil til lektiecafe, vil de kunne gå hjem to timer tidligere på ugeplan.
Reformen betyder også, at eleverne fra næste sommer får idræt, motion og bevægelse svarende til 45 minutter i gennemsnit om dagen.
Pædagoger får ændret rolle
Det er også aftalt, at pædagogerne får en ændret rolle i skolen, ”herunder at pædagoger og andre medarbejdere kan varetage understøttende undervisningsopgaver alene med eleverne,” som der står.
Kommunen får penge til at sætte reformen i gang næste sommer, og de nærmere detaljer ventes præsenteret torsdag eftermiddag i en ny økonomiaftale mellem regeringen og kommunernes forening KL.
Aftalen med De konservative betyder samtidig, at der vil blive fremsat et særskilt lovforslag, som gør lektiecafeer obligatorisk at deltage i. Det vil gælde efter næste folketingsvalg. Det vil De konservative stemme imod, mens regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti vil stemme for.