1. maj: Chikane var planlagt
Det var ikke en spontan reaktion, da tilhørende med buh-råb og kasteskyts afbrød Frank Jensen.
En pibekoncert, flere æg og en røgbombe afbrød tidligere i dag Frank Jensens 1. maj-tale. Men der var ikke tale om en spontan reaktion fra en gruppe, der havde placeret sig nær scenen.
I en meddelelse på Facebooksiden ”Revolutionær 1.maj” skriver en gruppe, som kalder sig for ”Antikapitalistiske elever og studerende,” at man skal gøre noget ved Socialdemokraternes ”klasseforræderi”.
”Vi mødes klokken 14.00 ved pavillonen i FÆLLEDPARKEN og går samlet til den store scene hvor vi vil larme, buhe og råbe Frank Jensen helt ud af Fælledparken,” skriver de i meddelelsen, som de afslutter med ordene ”INGEN TALETID TIL FRANK JENSEN”.
”De vil vaske hænder”
I meddelelsen skriver gruppen, at Socialdemokraterne ”traditionen tro” vil ”bruge dagen på at vaske hænder og skønmale den moderne socialdemokratiske politik”.
”Senest har regeringen af SF og Socialdemokraterne i ledtog med de Radikale besluttet sig for at gå efter vores fremtid, vores liv og vores drømme! Nedskæringer på SU’en, ‘normalisering’ af VORES folkeskole og dagpengereformen - men det skal være slut med de systematiske overgreb på arbejderklassen!”
Under aktionen tidligere i dag sagde Kenneth Flink, en af aktivisterne, til Jyllands-Posten, at hans venner havde brugt fløjter, båthorn og trommer i Fælledparken for at gøre folk opmærksom på, at regeringen har begået »klasseforrædderi«.
»De er valgt på en politik, de ikke fører. Derfor er folk forargede. Vi kunne ligeså godt have en blå regering, der fører blå politik som en rød regering, der fører blå politik,« sagde Kenneth Flink.
S: Det er respektløst
Frank Jensen forklarede efter talen, at han var blevet bedt om at stoppe af arrangørerne.
»Det er synd, at der var 200 foran scenen, der skulle ødelægge det for alle andre. Det er ærgerligt, at nogle enkelte skal tage magten over sådan noget her,« sagde Frank Jensen.
Arrangører Peter Kaj Mortensen fra LO Storkøbenhavn siger, at han har været med i så mange år, at »han har prøvet dét, der var værre«.
Alligevel var han nødt til at afbryde Frank Jensen, da der blev kastet flere ting mod scenen.
»Jeg afbrød Frank i et forsøg på at få dem til at dæmpe sig. Det lykkedes ikke«.
Han opfordrer Socialdemokrater og SF’ere til at stille sig foran næste år for at undgå noget tilsvarende.