Rambøll: Thorning sætter ny bundrekord
Nedtur: Socialdemokraterne får i ny meningsmåling den laveste vælgertilslutning siden 1898.
Statsminister Helle Thorning-Schmidts vælgerkrise er nu så alvorlig, at Socialdemokraterne kun har opbakning fra 15,6 pct. af vælgerne. Det er den laveste tilslutning til partiet i 115 år.
Siden marts har Socialdemokraterne mistet seks procentpoint, viser en ny meningsmåling fra Rambøll/Analyse Danmark. Det svarer til et tab på 10 mandater.
Samtidig er Thornings personlige troværdighed styrtdykket, siden hun for halvandet år siden overtog regeringsmagten. I en måling af partiledernes troværdighed ligger Thorning helt i bund sammen med SF-formand Annette Vilhelmsen.
Afspejler vælgerkrise
Bundkarakteren fra vælgerne afspejler Socialdemokraternes vælgerkrise, mener politisk ordfører Magnus Heunicke (S).
»Det er meget naturligt. For når det går skidt for partiet, smitter det af på alle de måder, man måler os på,« siger han.
Vælgerne vurderer Thornings troværdighed til 4,2 på en skala fra 0 til 10. I en tilsvarende måling fra december 2010 fik Thorning karakteren 6.
Løkkes troværdighed er øget
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har øget sin troværdighed, siden han tabte valget. Sammen med DF-formand Kristian Thulesen Dahl ligger Løkke i top med karakteren 6.
I Rambølls måling er Venstre mere end dobbelt så stort som Socialdemokraterne.
»Målinger går lidt op og ned, men det her er klart utilfredsstillende,« siger Magnus Heunicke, der dog advarer mod at dømme Thorning helt ude.
Professor: S skræmmer vælgerne væk
»Det sidste punktum er ikke sat i historien om denne regering. Der kan ske mange ting på to år,« siger Heunicke med henvisning til, at valget senest skal afholdes i september 2015.
Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Søren Risbjerg Thomsen mener dog, at S er i gang med systematisk at skræmme vælgerne væk.
»Socialdemokraterne formår gruppe for gruppe at ramme deres kernevælgere. Først arbejderne, da efterlønnen forsvandt. Så de arbejdsløse med kontanthjælpsreformen. Nu ligger der en trussel om, at der skal spares på de offentlige lønninger, og det rammer funktionærerne,« siger Risbjerg.
Samlet giver målingen rød blok 42,2 pct. af stemmerne, mens blå blok står til 57,8 pct. eller 101 mandater.