Carina-regningen bliver fordoblet
Det vil koste 800 mio. kr. at afskaffe fattigdomsydelser, fordi 2.000-3.000 mennesker vil forlade arbejdsmarkedet.
Det kommer til at ramme statskassen hårdere end oplyst, at regeringen ved årsskiftet fjernede de såkaldte fattigdomsydelser. Regningen er ikke 350, men 800 mio. kr., viser beregninger fra Beskæftigelsesministeriet.
Ydelserne ramte bl.a. flygtningefamilier, som kun fik starthjælp, og den meget omtalte Carina, der var ramt af kontanthjælpsloftet. Nu får de alle fuld kontanthjælp.
2.000-3.000 færre i arbejde
Prisen på de 350 mio. kr. fremgår bl.a. af finanslovsaftalen og Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, men det er kun en del af regningen, viser det sig nu.
For de høje ydelser reducerer beskæftigelsen med 2.000-3.000 personer, fordi det dårligere kan betale sig at arbejde. Det giver færre skatteindtægter og får den samlede regning op på 804 mio. kr., kan man læse i et svar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Venstres Gitte Lillelund Bech.
»Det er dybt kritisabelt, at regeringen tilsyneladende forsøger at skjule de reelle omkostninger,« mener Gitte Lillelund Bech, som anklager regeringen for dobbeltmoral:
Kan ikke betale sig
»Regeringen siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, men sender samtidig 2.000-3.000 personer ud i en situation, hvor det ikke kan betale sig.«
Også den liberale tænketank Cepos er kritisk.
»Man underdriver de finanspolitiske implikationer. Jeg troede, at regeringen havde et forsigtighedsprincip. Og så bør man medtage de negative effekter, som regeringen selv tror på,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.
Minister: Ikke nyt
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen, men i en mail afviser hun kritikken.
»Den er skudt ved siden af. Vi har ikke lagt skjul på, at forslaget isoleret må forventes at reducere arbejdsudbuddet på længere sigt.«
Hun vil i stedet få folk i arbejde via vækst og reformer.
Læs mere i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag: Sådan blev 350 mio. kr. til 804 mio. De Radikale forklarer, hvorfor det trods millionudgifterne er rigtigt at afskaffe fattigdomsydelserne.
Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her