Ny tænketank til venstre for midten
Venstrefløjspartierne og partierne i midten har tabt kampen om debatten i Danmark, mener folkene bag en ny tænketank. De vil udfordre den liberalistiske dagsorden.
Værdikampen i Danmark spidser til.
Efter at oppositionen har tabt tre valg i træk, får Danmark en ny tænketank, der tager sit udgangspunkt til venstre for midten, og som skal være oppositionens svar på det borgerlige Danmarks tænketank, Cepos.
Den nye tænketank hedder Cevea - Centrum Venstre Akademiet - og bliver hovedsagelig finansieret af fagforeninger som 3F, HK, Dansk Metal, NNF og TIB med et årsbudget på tre mio. kr.
Til sammenligning blev højrefløjens Cepos i 2005 lanceret med et årsbudget på fem mio. kr., og den liberale tænketank skønnes i dag at råde over mindst tre gange det beløb.
Venstrefløjens nye tænketank erklærer sig på forhånd uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser, men lægger ikke skjul på, at det politiske udgangspunkt og sympatien ligger hos oppositionspartier som de radikale, socialdemokraterne og SF.
Progressiv dagsorden
Ifølge tænketankens egen målsætning skal Cevea kæmpe for ”åbne fællesskaber”, ”frisættende fællesskaber” og ”forpligtende fællesskaber”. Det skal ske på tre måder.
For det første vil Cevea udarbejde konkrete politiske forslag og analyser, der har til formål at »sætte en progressiv dagorden i den offentlige debat«.
For det andet vil tænketanken skabe politiske og ideologisk debat, især igennem dens eget tidsskrift, Vision, og for det tredje vil Cevea etablere en uddannelse for »talentfulde unge ildsjæle« i filosofi, politik og kommunikation på en uddannelse med titlen Progressiv meningsdanner.
Direktør for Cevea, Jens Jonatan Steen, siger om baggrunden for at lave den nye tænketank:
»Helt overordnet står vi i en situation, hvor det borgerlige Danmark har oprustet kraftigt og hvor centrum-venstre har tabt. De borgerlige partier og deres ideologiske organer er dem, der sætter dagsordenen, mens centrum-venstre partierne ikke formår at formulere nye løsninger og ideer til løsning af landets problemer. Derfor etablerer vi Cevea, så vi kan lave rammerne og strukturerne for en ny idépolitisk offensiv med reel politisk innovation fra centrum-venstre.«
Tre nederlag
Cevea-direktøren peger på tre konkrete områder, hvor han mener, at centrum-venstre foreløbig har tabt:
»Vi har tabt på store dele af værdipolitikken. Eksempelvis på danskheden og hvad det vil sige at være dansker. Her har de nationalliberale formået at vinde værdikampen. Vi har også tabt i diskussionen om frihedsbegrebet. De borgerlige har gjort frihed til en liberal mærkesag, og vel at mærke frihed forstået som noget individuelt. Endelig har de borgerlige fået skabt en accept af en ny ulighed i det danske samfund. Vi vil i Cevea kaste os ind i debatten med nye bud på, hvordan danskhed, frihed og ulighed skal ses i et fællesskabspolitisk perspektiv,« siger Jens Jonatan Steen.
Bestyrelsesformand for den nye tænketank bliver tidligere kultur- og forskningsminister Jytte Hilden (S), som siger:
»Jeg synes, at det er på tide, at der kommer et modspil til Cepos. Vi skal ikke ind og lave partipolitik og følge dagsordener på Christiansborg. Vi skal ikke diskutere buslinjer, men det mere principielle. Vi skal ud over rammerne, men inde i en boble. Der er en basis for diskussioner i den venstre side, f. eks. om, hvem der har patent på danskhed. Min egen rolle bliver at brede mine vinger ud til næste generation og sige: Jep, her har I en senior-sild, der kan fungere som mentor, og som I kan spille sammen med. Det synes jeg er rigtig, rigtig spændende; så har jeg ikke levet forgæves.«
Direktør i Cepos, Martin Ågerup, hilser den nye, konkurrerende tænketank velkommen:
»Det vil være spændende, hvis venstrefløjen får en kraft til at tænke uafhængigt af særinteresser i partier og fagbevægelsen. Men det er en forudsætning for, at man kan tage Cevea alvorligt, at tænketanken demonstrerer denne uafhængighed og evne til at forholde sig kritisk til alle institutioner inklusiv fagforeningerne.«
»Ellers får den ikke den store værdi. Og så må vi også forvente, at Cevea befinder sig i den reelle verden, således at den sørger for at foreslå finansieringsmuligheder, når den kommer med nye udgiftskrævende forslag,« siger Cepos-direktøren.